Kærestesorger (2009)

Landets mest insisterende jyske instruktør, Nils Malmros, barsler her med sin tiende spillefilm. Der er tale om endnu en selvbiografisk, jysk historie om de små finurligheder i og omkring puberteten, et emne Malmros øjensynligt aldrig vokser fra at filme.

Treretters østjysk
Malmros’ fortællestil og tilgang til filmmediet har ikke ændret sig siden hans tidlige film, og nu sidder vi altså i 2009 og får serveret endnu en treretters østjysk ungdomsmenu, komplet med smugkig på pigebryster, fniseflip over seksuelle antydninger og kærestesorger.
 

Ingen fornyelse

Malmros agter ikke at forny sig, og det er måske det mest karakterfulde og bemærkelsesværdige ved "Kærestesorger". Her er en mand, der ved, hvad han vil og hvis livsværk er koncentreret om pubertetens spændingskurve, der tydeligvis har betydet meget for ham.

Tråden tages op
Filmen tager tråden op, hvor Kundskabens træ (1981) sluttede. Nu er børnene kommet i gymnasiet, og den spirende seksualitet er tættere på at blomstre.
 

Malmros' alter ego

Malmros’ alter ego, drengen Jonas (Thomas Ernst), bliver allerede i 1.g kærester med Agnete (Simone Tang), men deres kæresteri er præget af frustrerende modsætninger, og forholdet forbliver platonisk.
 

Latent vanvid

Agnetes far (Søren Pilmark), der er landsdommer og passioneret klaverspiller, vil gerne tage del i de unges blomstrende liv og forsøger gennem hektiske Hamlet-foredrag i studenterklubben Minerva at holde sig ung med de unge og på afstand af sit latente vanvid. Da Agnete begynder at fatte interesse for klassekammeraten Toke (Jesper Svane), bliver Jonas jaloux. Men han og Agnete kan ikke helt slippe hinanden.

Mellem lyst og angst
Malmros selv beskriver filmen som en levendegørelse af det skisma, man som ung oplever mellem lysten til de store følelser og angsten for at binde sig.

Jysk apati
Man kan som tilskuer da også sagtens leve sig ind i denne blandede landhandel af følelser og fornuft - men det fænger kun i ringe grad. To timer i selskab med Malmros’ insisterende jyske apati bliver både irriterende og småkedsommeligt.

Apatisk historie
De små og store personer kommer i historien kun sjældent til egentlige spændingsudladninger - som følge af meget få spændingsophobninger.
 

Ingen fremdrift

Ikke at filmen er nødt til at brage igennem med action fra første scene, men det er som tilskuer uhyre svært at blive indfanget af begivenheder og personligheder, der dybest set er uden bevægelse eller fremdrift.

Den faste Malmros-skal
Skallen står tilbage og vidner om Malmros’ faste skabelon af nøjagtige kamerature, silkebløde klip og brusende underlægningsmusik.

Lidt for plausibelt
1963 er søgt genskabt ved at indsætte velrestaurerede Volvo’er i svulstige etableringsskud - pænt men også lidt for plausibelt. I forhold til Kundskabens træ (1981) har Malmros bevæget sig fra at beskrive det pinlige og fjantede til at beskrive voksendommens første møder med selvstændigheden.
 

Beskrivende enkeltstemninger

Begge film er i virkeligheden en lang række beskrivende enkeltstemninger uden større forløsning eller sammenhæng. Historien er bundet sammen af jyske Malmros-minder, der populært jysk sagt på det store lærred er langt fra at være ‘et godt tilbud’.