The King of Comedy (1982)

Hvis du afskyr komedier, så læs endelig videre: Martin Scorseses "The King of Comedy" er nemlig sin titel til trods langt fra at være en komedie, selv om hovedtemaet flirter med stand up-komik.

Kender ingen grænser
Den farvestrålende Rupert Pupkin (Robert De Niro) kender ingen grænser eller besøgelsestid. Hele hans verden er bygget op omkring drømmen om at blive verdenskendt komiker med eget tv-show. Forbilledet er Jerry Langford (Jerry Lewis), og Pupkin har taktikken klar, da han pludselig sidder i samme bil som idolet.

Giver aldrig op
Næste skridt er i Pupkins hoved at blive hemmelig gæst i Langfords show, og han har ikke tænkt sig at give op, selvom afvisningerne fra både Langford selv og hele hans stab af kontor- og sikkerhedsfolk ikke er til at misforstå.

Selvovervurderende mandsling
Scorseses film digter oplagt og velovervejet videre på det virkelige liv kendis-stalkere. De Niros Rupert Pupkin står knivskarpt som skoleeksempel på den hyperaktivt selviscenesættende og selvovervurderende mandsling. Alle omkring ham læser vanviddet, og alligevel giver han aldrig op.

Spiller sig selv
Jerry Lewis spiller på mange måder sig selv, idet han selv i 1960’erne stod i spidsen for det enormt succesfulde tv-show "The Jerry Lewis Show", og ved siden af havde en kometkarriere som filmkomiker.

Bittersødme og alvor
Det er i høj grad de to karakterers modsætninger, der mødes i den veloplagte film, og De Niros/Lewis' spil er højdespringere med både bittersødme, alvor og forundring.

Betagende rolig
Fortællestilen er betagende rolig. Her er stort set ingen musik, andet end lidt klaverbokseri i ganske få minutter, og den opstår endda til dels ud af handlingen. Fred Schulers fotografering er stilsikker, æstetiseret og farve/kontrast-mættet.

Hyperaktivitet
En helt anden hyperaktivitet opstår ud af Rupert Pupkins vanvid – og her kryber tilskueren sammen i medfølt pinlighed med alle de seriøse og normale personager i filmens handling. Et sikkert tegn på at filmen lykkes til fulde i sine portrætter.