Cerný Petr (1964)

    En 16-årig dreng, der er under skarpt opsyn af sin koleriske far, forsøger at finde fodfæste i teenagelivets prøvelser.


    ENKELT OG FOKUSERET

    Milos Formans spillefilmsdebut er en både sart og raffineret kommentar til livet under det russiske kommuniststyre i datidens Tjekkoslovakiet. Ikke at kommentaren er tydelig. I hvert fald ikke for samtidens censur, der fandt filmen humoristisk og derfor egnet til distribution.

    Enkelt og fokuseret
    Historien er simpelt og fokuseret koncentreret om 16-årige Petr, der netop har fået læreplads i en købmandsforretning. Her bliver han sat til at være spion, en opgave, han bestrider kejtet og under fuld kontrol af købmanden i egen høje person.
     

    Indeklemt hverdag

    Hjemme hos forældrene i en lille, særdeles indeklemt og iskold lejlighed på max. 10 m2 ligger Petr totalt under for sin fars koleriske temperament.

     

    Konstant overvågning

    Faren overvåger sønnens mindste træk, alle bevægelser får en hård og ofte latterliggørende kommentar med på vejen. Imens står moren apatisk og iagttager sønnens røde ører og husbondens raseriudbrud.
     

    Pinlige episoder

    Fritaget fra arbejde og den hjemlige rettergang ynder Petr at iagttage jævnaldrende piger, men hans tilnærmelser bliver forstyrret af mange udefrakommende irritationsmomenter og ender i pinlige episoder.

    Uhøjtideligt og jordnært
    Formans uhøjtidelige og jordnære omgang med senpubertetens skærmydsler er hjertelig. Der er ingen polerede flader til at opbygge stemning og effekt.

     

    Kommer indefra

    Det kommer indefra, via en finurlig historie og en yderst afdæmpet, akustisk fortællestil, der kun rummer klang af ægthed og psykologisk finesse.

     

    Amatørskuespillere

    Gennem brug af primært amatørskuespillere kommer Forman tilmed effektivt under huden på det pågående og klaustrofobiske udgangspunkt for drengen Petr.

    Sparsomme bevægelser
    Effektivt, fordi skuespillerne evner at formidle stemningerne, netop på niveauet af ægthed og med direkte forbindelse til tankevirksomheden, som det kan mærkes ligger til grund for denne fine, lille film.

     

    Sparsomme kamerabevægelser

    Forman vælger at lade sin fotograf Jan Nemecek føre kameraet i sparsomme bevægelser. Portrætterne af de centrale personer bliver nærværende og uhyggeligt præcise i den "omhyggeligt skødesløse" vekselvirkning mellem ultranær og distanceret iagttagelse.

     

    Stemmen fra oven

    Som den ironiske, men også lakoniske "stemme fra oven", magten – der ses i fysisk skikkelse af Petrs far – høres musikken ind imellem på overraskende tidspunkter.
     

    Ungdommelig fortællelyst

    De billedlige valg er præget af ungdommelig lyst til at indfange det flygtige, men også til at understrege det dybe og hjerteskærende, som fx lyriske kamerabevægelser, der fører hen til billeder af flirtende unge.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1964, Tjekkoslovakiet, Drama, Komedie, Teenagere, Coming of Age, 85 min.

    Dansk titel: Sorte Peter
    Instr: Milos Forman Prod: Rudolf Hájek Manus: Milos Forman, Jaroslav Papousek Foto: Jan Nemecek Klip: Miloslav Hájek Mus: Jirí Slitr
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation