Fri os fra det onde (2009)

Siden debuten med Nattevagten (1994) har Ole Bornedal rodet rundt i uskønne svømmetag med filmmediet, hvor den ene produktion har været mere påtaget og prætentiøs end den anden.
 

Et vildskud

"Fri os fra det onde" er titlen på Bornedals seneste vildskud, en film gennemsyret af netop bibelcitater og syndflodens mørke dommedagsprofetier - iscenesat i en kæk og klassisk bornedalsk vulgaritet.

Store armbevægelser
Det er ikke særlig kønt, og det er under alle omstændigheder med helt store armbevægelser. Der er ingen grund til at pakke det ind i vat. Bornedal har ikke noget at byde på andet end at voldtage enhver sans for tid, sted og rum ved at forme historier og figurer, der pløjer sig gennem sanserne i en ekstravagant smagløs sammensmeltning af dårlig situationsfornemmelse og uovertruffen mangel på talent.
 

Livet på landet

"Fri os fra det onde" er en grum historie om livet på landet; langt derude hvor kragerne for længst er vendt om, som filmens kvindelige igangsætter og stedvise fortæller indleder med. En hærget og kortluntet lastbilschauffør er vendt tilbage til sin landsby men påkører og dræber en ældre knallertkører, som han efterfølgende smider ud i rabatten.
 

Velfungerende familieliv?

Chaufføren vil skyde skylden på områdets sorte får, bosnieren med øgenavnet ’Negerallan’, så han selv kan gå fri og fortsætte sin hån mod broderens konforme og velfungerende familieliv. Men tingene er svære at planlægge, da knallertkørerens enkemand viser sig at være kristenfundamentalistisk psykopat, der, udstyret med jagtgevær og hele oplandets sinkepark, er en hævner uden nåde. At folk er nogle væmmelige karle derude i provinsen får Bornedal effektivt slået en tyk streg under med denne tisporede motorvej af effektuhygge og afsky.

Aflad for indre dæmoner?
Det virker mest som om, at filmen er en stor aflad for indre dæmoner, racisme, voldtægtslyst og fortrængt religiøsitet. En art trosbekendelse. Filmen er en art "endeligt opgør" mellem det bedre borgerskab og pjalteproletariatet, hvilket da også kommer til udtryk, da Lasse Rimmer til en byfest giver en af de jyske sinker tørt på - så det hviner i ørerne.

Aparte roller
Komikere, popsangerinder og hyggeonkler får deres vaklende og transparent uinteressante filmskuespillerdebut i aparte roller. Og på lydsiden bombarderes tilskueren af en blanding mellem underspillet misbrug af baroktematik og psykedelisk effektudspartling. I den kreative filter- og lyssætning finder filmen en stil, der tilfører filmen en særlig stilistisk energi, der for så vidt er filmens stærkeste positiv.

Overgjort
Det er overgjort, men det er gjort, og det er i nogle indstillinger et interessant valg. Bevidsthed om helt grundlæggende menneskelige reaktionsmønstre efterlyses: i en ekstremt totalbelyst scene skal hovedpersonens troværdighed vel være fuldkommen. Men Rimmers pupiller er bittesmå, når han forventes at være møgliderlig ved udsigten til kvindegymnastik.
 

Dårlig smag

Filmen er gennemsyret af Bornedals velkendte dårlige smag og akavede forsøg på humoristiske indspark. Det så vi allerede i Nattevagten, men hér bliver det ekstremt. Replikkerne er præget af moraliserende ’humor’ i stil med: "Man kan da ikke spise lort, hvis man også kan lide kaviar". 

Ganske vulgært
Filmens eksplicitet er total og egentlig ganske vulgær. ’Øj’ og ’novra’ forventes at være reaktionerne på sømpistoler gennem arme og jagtgeværers patroner gennem politimandshoveder. Et bette fnys og et smil over instruktørens nærved bevidste på situationsfornemmelse bør nærmere være summen af den gennemsnitlige tilskuers reaktion, fulgt af en bøn: Fri os fra mere af samme skuffe, Bornedal.