Sons of Anarchy [1] (2008)

Gennem denne syv sæsoner lange tv-serie kan sofa-afhængige tilskuere følge en amerikansk rockerfamilie, som den folder sig ud med rygmærket "Sons of Anarchy".

Hæderlig underholdning
Som stereotypiserende og voldsparat underholdning fungerer første sæson hæderligt, men ret mange trin over det banale kommer vi ikke. Hertil er sæsonen for gumpetung, unuanceret og rent ud sagt proletarisk.

Gør vejene usikre
Sons of Anarchy er nogle værre banditter, som prutter rundt på deres motorcykler og gør de amerikanske veje usikre. Når de står af jernhesten, trækker de gerne deres guns og gør konkurrerende bander livet surt, hvis da ikke en fra egen fold er kommet i såkaldt bad standing.

Intet at tabe
Heldigvis har anarkisterne en underhåndsaftale med den lokale sherif, der vist nok er på vej på pension, men som er terminalt syg og derfor ikke har noget at tabe i korruptionens tjeneste.

Blødgjorte begivenheder
Sæsonen forsøger at blødgøre begivenhederne lidt ved at lade vice-rockerpræsidenten Jax blive far til et for tidligt født barn med hjertefejl. Så kan han dikkedikke lidt i sin lækre lædervest, mens de tredive numre for store hængerøvsbukser sjasker mod gulvet.

Mellem snotdum og bøvet
De fleste damer i sæsonen befinder sig et sted midt mellem snotdum og bøvet med undtagelse af en (utroværdig) læge. Den barmfagre rockermor Gemma er i overgangsalderen og viser appelsinhuds-udskæring til den helt store guldmedalje.

Fladpandet univers
Charlie Hunnam har ikke helt formatet til at brænde igennem som blødgjort hård hund i seriens hovedrolle, og langt de fleste øvrige spillere har samme problem med at finde sig til rette i det noget fladpandede univers. Hele FBI-agent-sidetemaet er helt igennem idiotisk og har ikke nogen form for appeal. Oceaner af hyperstøjende underlægningsmusik kvæler den sidste rest af mulig autenticitet.