C.R.A.Z.Y. (2005)
Zach vokser op i en familie præget af stærk maskulinitet - med en stolt far og fire brødre. Da han begynder at stille spørgsmål til sin seksualitet, skaber det en lavine.
BØSSE MED KRUDT I
En sjælden, sympatisk identitenskrise-film, der rummer både ærlig frustration og latent latterkrampe.
Mandsdomineret verden
Når emnet homoseksualitet i en mandsdomineret verden tages op på film, har tendensen ofte været en sortseende og depressiv tilgang, men i "C.R.A.Z.Y." støbes i helt andre forme, og resultatet er en fin cocktail af sarthed og kulør.
Testosteronpumpet
Drengen Zach vokser op i en familie pumpet til bristepunktet med testosteron. I kulissen figurerer hans mor, der har den mest fornuftige tilgang til mulige ’trusler’ - i dette tilfælde Zachs mulige homoseksualitet.
En svær opdagelse
Zach har fire brødre, hvoraf tre er veltrænede og pigeglade storebrødre, som alle gør den klassisk tænkende far stolt og tilfreds. Men Zach er fra en tidlig alder anderledes, og da han bliver stor teenager, bliver det efterhånden klart for ham, at han er til fyre.
Den homofobiske far
Den indre identitetskrise, som denne erkendelse medfører, overgås næsten af farens raseri- og vanvidsudbrud, da han får nys om sønnikes tilbøjeligheder. Kun takket være morens fornuft og Zachs markante personlighed lykkes det at komme helskindet - og helet - ud af den sarte proces.
Fortælling på flere niveauer
Filmen fortæller udspringshistorien på flere niveauer: Der er både 1) et alvorligt, 2) et komisk og 3) et familiært-evolutionært perspektiv.
1. Alvorligt, fordi processen med at nå frem til erkendelsen af en anderledes identitet behandles med både finesse og respekt.
2. Komisk, fordi netop den alvorlige dimension betragtes udefra, med objektive briller og i en raffineret kontekst.
3. Familiært-evolutionært, fordi homoseksualitet altid har været forbundet med tabu, særligt mellem far og søn. Filmen skaber et ualmindeligt fint og detaljerigt billede af farens vanvittige, homofobiske reaktionsmønster, som det har taget sig ud igennem generationer - og desværre fortsat vil gøre.
Vittigt og rørende
Fordi filmen spiller på flere niveauer, er den også i fare for at havne i ingenmandsland. Men det lykkes rent faktisk pænt for denne canadiske coming of age-film at fastholde sine forskellige indfaldsvinkler og skabe et både vittigt og rørende produkt, der ikke falder for fristelsen til hverken sensations- eller glamoureffekter. Særligt spillet mellem Zach og hans far er stærkt, idet rollerne er nuancerede, og de begge spiller flot og fyrigt.
Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2005, Canada, Drama, Komedie, Homoseksuelt tema, Børn på film, Teenagere, Coming of Age, 123 min.
Dansk titel: C.R.A.Z.Y. (Crazy)- Michel Côté (Gervais Beaulieu)
- Marc-André Grondin (Zachary Beaulieu 15 à 21 ans)
- Danielle Proulx (Laurianne Beaulieu)
- Émile Vallée (Zachary Beaulieu 6 à 8 ans)
- Pierre-Luc Brillant (Raymond Beaulieu 22 à 28 ans)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation