Udenrigskorrespondenten (1983)

Da Jørgen Leth her for første gang begav sig ud på det dybe vand i spillefilmslængde- og form, skulle det vise sig at koste ham dyrt, i hvert fald på det kunstneriske plan. Der var stort set ingen kritikere og slet ingen tilskuere, der kunne lide filmen.
 

Frygtelige skudsmål i pressen

I pressen fik "Udenrigskorrespondenten" skudsmål som: "En fiasko af frygtindgydende dimensioner", "Ny dansk filmfiasko" og "En rigtig svipser", og filmen blev generelt betragtet som kedelig, usammenhængende og mærkværdigt uforståelig.

Ingen fiasko
Nogen fiasko er filmen dog langt fra – betragtet på afstand og set i en bred international kontekst. "Udenrigskorrespondenten" er en udtalt lyrisk film, der maler stemninger med bred pensel, men som stadig har en rimelig klar spændingskurve.

Filosofiske betragtninger
Henning Jensens udenrigskorrespondent Alex Hansen ankommer til Haiti, hvor han skal forsøge at tilkæmpe sig interviews med landets spidser. Han har været der før, men er han egentlig mere sex- end skrivelysten? Det er nogle af de velkendt Leth’ske filosofiske betragtninger, der i denne film er lagt i munden på fortælleren (Joseph Benti).

Er det hele en drøm?
I hvert fald jagter Alex snart den mystiske, navnløse, danske kvinde (Hanne Uldal), der dukker op i forskellige sammenhænge i hans haitianske omstrejfen. De mødes, har sex, skilles – og Alex bliver i stigende grad frustreret over, at han ikke kan finde hende igen. Er det hele bare noget, han drømmer?

Støjende og fremmede indtryk
Alexander Gruszynskis fotografering er blandt filmens helt store forcer. Her indfanges Haiti på godt og ondt med alle de (visuelt) støjende og fremmede indtryk, ligesom fokus på Henning Jensens konstant uknappede skjorte og perlesved på overkroppen spiller en central rolle i det visuelle udtryk.

Seksuel parathed
Ikke alene er skjorten sindbilledet på Alex’ utjekkede attitude og manglen på selvdisciplin – laisser faire-stilen signalerer også seksuel parathed, og liderligheden lurer som både et gode og et onde under overfladen gennem hele filmen.

Et selvportræt?
Det er nærliggende at betragte "Udenrigskorrespondenten" som et Jørgen Leth-selvportræt, idet både fascinationen og dyrkelsen af kvindekroppen samt den store kærlighed til Haiti er gennemgående temaer.

Lyrisk og sværmerisk
Oprindelig var manuskriptet til filmen lagt i hænderne på forfatteren Jan Bredsdorff, der dog senere i processen blev erstattet af Klaus Rifbjerg. Under alle omstændigheder er historien og dialogen ikke hovedrolleindehaveren i filmen, hvor det lyriske og sværmeriske er i fokus.

Smuk musik
Henning Jensen bærer filmen flot i en ikke særlig let rolle. Han evner at navigere i det komplekse filmunivers, hvor meget af dramaturgien skal hentes indefra. Fuzzys enkle musik er komponeret for orgel og spilles af Fuzzy og organisten Jens Asbjørn Olesen. Herudover høres elektroakustiske flader og stedvist sang ved Hanne Uldal. Orgeltemaet er klassisk, kirkeligt og overordentlig smukt. Musikken optræder kun i sammenlagt få minutter.