Hallam Foe (2007)

I en velproportioneret og frodig historie lærer vi drengen Hallam at kende. Han bor et godt stykke ude på landet med sin far og stedmor, men Hallam hader sin stedmor, som han mistænker for at have slået moderen ihjel.
 

Bor i en træhule

Drengen har søgt ind i sig selv bl.a. ved at bosætte sig i en træhule, men virkeligheden sniger sig alligevel ind på ham og tvinger ham til at tage stilling til sit flossede liv. I storbyen kæmper han sig ind på dagliglivets arena ved at starte som opvasker - primært draget af sin forelskelse i den noget ældre Kate, som minder ham om hans mor.

Fortællelyst
Filmen er en uafhængig produktion og oser af fortællelyst. Ustrålingen er virkelig meget sympatisk, og den smitter hele vejen igennem. Netop fordi historien er en kavalkade af stemningsskift og humørsvingninger, går begivenhederne under huden og skaber en nærhed i elegant balance.
 

Fortættede nærbilleder

Hvor herlighederne bliver rigtig gevaldige er i de fortættede nærbilleder af hovedpersonens småparanoide angstreaktioner på moderens død. Filmen indfanger det ubehagelige, den enorme indebrændte energi og det store had til stedmoderen i en serie både nervepirrende og uhyggelige scener.

Lunt og raffineret
David Mackenzies iscenesættelse er lun og raffineret, hele tiden i en visuel iøjnefaldende stil, der kombinerer storbyens skæve vinkler med naturens hjertegribende skift i lys og farver. Der er visuelle øjeblikke i filmen, hvor tiden står stille, hvilket understreger instruktørens æstetiske bedrift.
 

Glansrolle til Bell

Unge Jamie Bell har igen fået en glansrolle som Hallam Foe, og han glimter i den mangefacetterede rolle. Filmen gør brug af et bredere spektrum af popmusik; dejligt er det dog, at musikken spiller en mindre rolle og er brugt med rettidig omhu.