Righteous Kill (2008)

Så har man fået den fikse idé at sætte de store kanoner, De Niro og Pacino, sammen i en højspændt thriller. Det er ikke svært at gennemskue, hvorfor man har gjort det - det burde være en sikker billetsluger.

Fortyndet ymer
Med hensyn til at sluge: "Righteous Kill" er en gang fortyndet ymer med rigeligt sukker, der medfører nærmest intravenøst sikret næring på baggrund af ca. 980 genreklichéer bygget op omkring de rynkede kendisser. Det er såmænd det mest hårrejsende ved filmen, at den er så fuldkommen blottet for idé og initiativ. Man sidder tilbage med et stort "hvorfor?".

Idiotisk klichémættet
Egentlig kan man ikke begribe, hvordan de to velbetalte mænd kan være så ukritiske i deres valg af medvirken i film. En hurtig skimning af manuskriptet må på forhånd have afsløret alt om filmen og dens idiotisk klichémættede plot.
 

Venskab på prøve

To aldrende New York-betjente fyrer den af i gader og stræder og ynder stadig at trykke på aftrækkeren. De har det godt sammen, men en række mord peger nu på, at en betjent fra deres egne rækker kan være skydegal massemorder, og det kommer til at ændre deres venskab og karriere brutalt.

Sterilt skabelonagtigt
Jon Avnets iscenesættelse er præget af en steril, skabelonagtig tilgang. Hver en scene synes at være resultatet af flere hundrede tidligere og nøjagtigt identiske genrefilm, der er kopieret ind i en kønsløs skal af musak, konstante atmosfæriske lyde og tåbelige bøsse-jokes i replikkerne.
 

Karisma i hovedrollerne

"Righteous Kill" kan således kun overleve smeltedøden på grund af sine trods alt karismatiske hovedrolleindehavere, der i sig selv har formatet til at løsne selv det tåbeligste plot en anelse.