Søren Søndervold (1942)

Smittende inspireret – og en filmisk krigstidsforløber til tv-serien Matador (1978): Lau Lauritzens "Søren Søndervold" er teksttung, men dog letløbende provinsunderholdning, baseret på både norsk film- og romanforlæg.

Rives op med rode
Det er historien om Ebbe Rodes unge Søren Vold, der mod sin vilje rives væk fra sin og farens elskede gård på den lille venlige Sønderø. En grisk fastlandskøbmand har købt øen hen over hovedet på de to.

(Hyper)aktiv
Men de nye forhold holder ikke den (hyper)aktive Søren tilbage. Han sørger for at blive praktikant hos Randi Michelsens købmandsfrue, Emma Knudsen. Snart vender han op og ned på forretningsmetoderne og vender en sløj indtjening til regulært overskud.

Kan æren reddes?
Samtidig er Søren så snedig, at han med sin forfremmelse for procenter af indtjeningen måske kan redde æren og sin gamle fars helbred ved at købe gård og ø tilbage.

Kolossalt energisk
Filmen spræller som en teenagefisk i garnet, aldrig i ro – og stålsat på at vriste sig fri. Det samme gør Ebbe Rode i titelrollen, kolossalt energisk og med en meget stor udstråling, kun lettere problematiseret af en påtaget udkantsdialekt.

Ikke fuldendt sympatisk
Søren er en interessant karakter, der ikke er fuldendt sympatisk, men som rummer både mørke og lyse sider i den interne købmandskrig. Pengene først, herefter kan han eventuelt overveje de menneskelige sider. På denne måde støder han flere fra sig, men særligt kvinderne sværmer om ham alligevel – han er jo en karismatisk og flot fyr med sin enestående smørkrølle.

Godt greb om filmen
Lau Lauritzen instruerer her alene (uden Alice O'Fredericks) og har åbenlyst godt greb om stof, stil og personer. Filmen er i hvert fald afviklet stort set uden fyldscener i en enkelt æstetiseret stil og med mange individuelle skønpræstationer.

Schønberg i glansrolle
Ib Schønbergs klamt glatte og udtalt manierede ekspedient Anton Jessen er et stilstudie i krukkeri, på den meget forfinede måde. Han er mors dreng og vakler falsk hulkende i hendes arme, når han ikke får sin vilje i forretningen – og samtidig er han hele tiden på stikkerne for at stige i graderne og indlade sig hos kvinderne.

Uortodokst sagførerportræt
Poul Reumert gør en af sine bedre birollefigurer med et afmålt og temmelig uortodokst sagførerportræt, og Maria Garland har skønne scener som den konkurrerende købmandsfrue, der ikke uden humor sætter sin vilje igennem.

Overskud til mere
Musikken af Sven Gyldmark stjæler ikke billedet, og spilletiden på to timer opleves ikke for lang, snarere føles det som om, der er stof nok til endnu mere. Så meget overskud udstråler de enkelte karakterer og de fine miljøskildringer.

Pressen skrev
Der var næsten lutter positiv kritik at hente i samtiden med overskrifter som: "God dansk Folkekomedie", "Fin Film-Komedie i bredt Folkeskuespil", "Velspillet og fornøjelig Folkekomedie med Ebbe Rode og Poul Reumert i Glansroller."

"Storartet Opvisning"

I Nationaltidende kunne man læse: "Filmen er en storartet Opvisning af Skurkagtighed og Ædelhed, et dygtigt Stykke Arbejde med en bredsporet Fortællemaade, robust Elskværdighed, et Stænk af Satire, hvor den tiltrænges for at give den gode, borgerlige Kost ekstra Velsmag, og dertil en Slutning af dem, der knuser Taaren i Publikums Øje."