Walk the Talk (2007)

Et komisk og samtidig dybtfølt kig ind i en forskruet verden – en hjertevarm og overraskende film, der primært forfører via skønt skuespil.
 

Tvunget til at bo hos onkel

Teenageren Roy Naybor (Evan Ellingson) er ved et uheld kommet til at skyde sin alkoholiserede storebror i benet. For at undgå ungdomsfængslet føler han sig tvunget til at bo hos sin onkel og hans familie.

Succesfuld selvhjælpsguru

Onkelen er en succesfuld selvhjælpsguru, der har hele sin familie med på ideen om at udleve drømmen, og at problemer er til for at blive løst hér og nu.
 

Et uoverstigeligt spring

For Roy er dette et både kvalmt og uoverstigeligt spring, men han har ikke noget valg, og efterhånden finder han en plads i den brogede familie.

En ny retning i livet

Mødet med Roys væsen og alternative krav skaber dog utryghed hos den ellers så skråsikre onkel, og han bliver tvunget ud i at revurdere sin selvhjælpspraksis og sine frelste tænkemønstre.

På papiret en komedie
At filmen på papiret er en komedie, skal man ikke lade sig afskrække af. Den opfører sig i langt højere grad som et seriøst drama med god sans for humor, hvorigennem sarte og saftige pointer og situationer hele tiden formes.
 

Instruktør i et skisma

Men instruktøren Matthew Allen har åbenbart befundet sig lidt i et (genre)skisma hér: Filmen er næsten uafbrudt underkastet kæk filmmusik, oftest poppet, og dét er ikke altid lige udsøgt at lægge øre til.

Skæve bidrag
Filmen er primært båret af ubetaleligt skønt skuespil, særligt fra Cary Elwes og Evan Ellingson, der yder hinanden skæve bidrag udi usikkerhed, smerte, vrede, afsky og kærlighed. Dybest set opfører de sig begge som 17-årige, måske er det derfor, at de kommer til at spejle sig i hinanden.

Stor indlevelse
På et relativt beskedent budget lykkes det "Walk the Talk" at træde i visuel karakter, ikke mindst på grund af en effektiv, kunstnerisk brug af lys samt yderst nervepirrende klatringssekvenser.
 

Med charme og glimt i øjet

Det er vanskeligt at undgå at leve sig ind i filmen, der serverer sine budskaber med charme og glimt i øjet – og giver familiært og eksistentielt stof til eftertanke.