Miracolo a Milano (1951)

"Miracolo a Milano" regnes blandt De Sicas største mesterværker og fremhæves ofte for sine store og stærke skildringer af menneskets lyse såvel som mørke sider.

Mellem grådighed og opopfrelse
Filmen må siges af være en særdeles fantasifuld fortolkning af menneskets spaltning mellem grådighed og opofrelse. Historien er en kreativ visuel gendigtning af Cesare Zavattinis roman om en livsglad ung mand, der går direkte fra en bekymringsløs tilværelse på et børnehjem ud på gaden. Her går han upåvirket og med oprejst pande i gang med at hjælpe en gruppe hjemløse med at etablere en primitiv landsby i udkanten af Milano.
 

Magtfulde bagmænd

Magtfulde bagmænd har dog andre tanker med området og tager drastiske metoder i brug for at får bumserne væk. Heldigvis har ildsjælen fået en ønskedue sendt fra himmelen, som han nu kan bruge til at holde bagmændene på afstand. Men besiddelsen af ønskeduen afstedkommer også store moralske dilemmaer, idet alle medbumser- og bumsiner nu står i kø for at få alle deres materialistiske ønsker opfyldt..

Bekymringsløs tilgang til livet
Det er ikke svært af få øje på, hvori publikums generelle fascination af filmen opstår. En smilende og bekymringsløs tilgang til livet er attråværdig og sjælden, og hovedpersonens 100 % naivistiske tilgang til livet er måske noget, mange kunne ønske sig, om ikke andet så ind imellem.

Smil på alles læber
Filmen leger fra start til slut med det illusoriske i evigt glædeligt socialt samvær, sammenhold og smil på alles læber. At slangen sniger sig ind i paradiset flere gange er et lille krydderi på filmens pudsede glorie - for den grundlæggende stemning er hele tiden sentimentalt positiv og dybt naivt smilende.

Gummi-elastisk komisk
Det kunne måske have været en bevægende historie, hvis fortællestilen havde været mindre krampagtig og ikke så gummi-elastisk komisk, grænsende ofte til genrebetegnelsen "vanvittig komedie".
 

En lalleglad tangent

For De Sica har i sine helt store mesterværker med enorm styrke beskrevet det naive menneskes møde med små og store udfordringer. I "Miraklet" er hans tilgang blot ud ad en nærmest lalleglad tangent, hvor lige dele falde-på-halen-komik og narrative overdrivelser står i kø for at bidrage til fortællingen.

Opskruet og rodet
Skildringen af de mange lyse sind blandt de hjemløse "nybyggere" bliver til en art epistel for evnesvage, så opskruet og genremæssigt rodet synes De Sicas film og portrætterne af hoved- og bipersoner.
 

Mesterlig indfangelse af Milano

Filmens plads blandt hovedværkerne i den italienske neorealisme retfærdiggøres af De Sicas mesterlige indfangelse af Milano; mestendels set fra udkanten i hvad der er filmens stærkeste visuelle udtryk: perspektivet mod den rigtige by set fra "papbyen".

Genremæssig indplacering??
Konstant underlagt enten brovtende instrumental filmmusik eller fællessang i fællesskabets lykkesrus (sunget i takt rundt i bumsernes bys støvede gader igen og igen og igen og igen), fremstår "Miraklet i Milano" endnu mere komisk, igen som et spørgsmålstegn til filmens genremæssige indplacering - der er også lidt musical over den!
 

Komiske stereotyper

Skuespillet er i store træk komiske stereotyper på enten naive grænsende til mentalt handicappede, tandløse bumser (fundet af De Sica blandt virkelige hjemløse) og velpolstrede bagmænd med store cigarer. Svært at finde sig til rette med en film så konsekvent uelegant, der af uendeligt mange regnes som et mesterværk.