The Mist (2007)

Stephen Kings faste filmatiserings-allierede, instruktøren Frank Darabont, fyrer her op under en overnaturlig gyser baseret på en af Kings længste noveller.
 

Tilfreds King

King har altid været glad og tilfreds for de filmatiseringer, Darabont har stået for. Hans mest kendte er de mere jordbundne The Shawshank Redemption (1994) og The Green Mile (1999).

Kontant men tåget stil
Men Darabont har længe glædet sig som et lille barn til at vende tilbage til sin foretrukne genre, gyseren, og det gør han med kontant om end noget tåget stil med "The Mist".
 

En tyk, tæt tåge

Ind over et amerikansk supermarked - og i øvrigt også det meste af den øvrige klode - kryber en tyk og tæt tåge, der ikke sådan er til at løbe om hjørner med. En flok amerikanere på power-shopping bliver fanget i butikken, og ingen af dem tør gå uden for en dør - for det viser sig nemlig, at tågen indeholder alle tiders mest uforklarligt klamme monstre, der fortærer alt og alle, inden man har kunnet nå at slå en lille fis.
 

Panikken breder sig

Flokken af sammenstuvede angste mennesker begynder at gå i panik, hvad enten det kommer til udtryk i selvmord eller religiøs prædiken, men en lille gruppe i gruppen beslutter sig for at tage sagen i egen hånd og flygte i en firehjulstrækker gennem tågen. Men er der en opklaring i vente?

Irriterende amerikansk

Filmen er irriterende amerikansk i sit alfa-dyriske portræt af menneskehedens primalbehov, som de kommer til udtryk, når reptilhjernen overtager styringen, og urinstinkterne hersker.

Suppe-sukret
Det handler om overlevelse, og her er hver mand dybest set sin egen. Det er denne historie, der primært fortælles, og den gør Darabont til en noget suppe-sukret affære i en serie akavede og skarpt stereotype karaktertegninger.
 

Effektive gys

Alligevel er filmen i mange henseender en yderst effektiv gyser, netop fordi den spiller på den ganske indgroede angst for at blive ædt af grumme rovdyr - hvor kamp/flugt-instinkterne vækkes i os alle og skaber gåsehud og vand i håndfladerne.

Famler i blinde
Den klamme klaustrofobiske fornemmelse opstår primært ud af tågen, der omklamrer begivenhederne og gør det umuligt at orientere sig. Man famler så at sige i blinde, og det er skræmmende. Monstrene er svært klamme, men i den temmelig outrerede narrative kontekst fremstår de noget svære at goutere. De fungerer bedst i glimt og igennem tågen.