Le scaphandre et le papillon (2007)

En sand historie tilført filmmediets effektive dramaturgi: At opleve en lammet mands pinsler indefra og at være en del af hans ultimative ensomhed er en barsk affære.
 

Uhyggeligt nedværdigende

Filmen begynder i en lang, tåget og uhyggeligt nedværdigende række billeder, der beskriver hovedpersonens opvågnen til et mareridt, der ikke lader sig beskrive i ord. Han har haft et slagtilfælde og har ligget i koma. Nu er han vågnet, men kun for at erfare, at han er lam i hele kroppen, og at hans eneste mulighed for at kommunikere er med et blinkende øje.
 

Fornyet appetit

Efterhånden som den værste selvmedlidenhed har lagt sig, begynder en fornyet appetit på det liv, der er tilbage, at melde sig - og dét liv, der er levet, passerer i farvestrålende flashbacks.

Under huden
Beskrivelsen af fangenskabet i den lammede krop går under huden og er i mange henseender en ubehagelig og nærmest kropslig oplevelse. Dette skyldes først og fremmest den stærkt virkningsfulde, subjektive point of view, hvor vi oplever lammelsen og indespærringen indefra - og i uhyggelig grad føler os som en del af den ubegribeligt tarvelige skæbne.

Indespærret desperation
Det er filmens absolutte styrke, at den formår at drive sin tilskuer ind i denne indespærrede desperation. Man får lyst til at sparke og sprælle, spurte en tur, skrige - alt sammen som en følge af denne følelse af indespærring.

Et lyrisk maleri
Samtidig er portrættet af hovedpersonens skæbne en art lyrisk maleri, hvor fantasien sætter grænserne for de visuelle oplevelser. Hvis man ser bort fra de lovlig eksplicit opsummerende flashbacks, er filmen i store træk en lang visuel rejse med store og smukke scenerier.

Oprigtigt rørende
Undervejs opstår der oprigtigt rørende situationer - ind imellem lidt for udpenslede, grænsende til det sentimentale gensyn-med-vennerne-scener, desværre oftest pint og plaget af sovset musik, der ødelægger autenticiteten.
 

Essensen af kærlighed?

Men man bør især hæfte sig ved Max von Sydow i en birolle som den lammedes far. Det er stærke scener, essensen af kærlighed måske, eller essensen af ensomhed. Flotte titelsekvenser, særligt i begyndelsen, rammer filmen visuelt stærkt ind.