Interview (2003)

I en kammerspilsfilm som "Interview", der går for at være provokerende og opsigtsvækkende, er det svært at finde to sunde stjerner at anmelde på.

Teaterscenens uforanderlighed
Theo van Goghs tilgang til det intime, halvanden time lange interview, er teaterscenens uforanderlighed og indfangelsen af glimtet i skuespillet.
 

Brænder ikke igennem

Det ville også givet være interessant, hvis der var noget at komme efter, men filmen har hverken scenen eller spillet til at brænde igennem, og i stedet kommer den til at fremstå primitiv og billig.

En sexkilling med sovekammerøjne
En seriøs politisk journalist er mod sin vilje sat på opgaven at interviewe Hollands mest sexede kvindelige skuespillerinde. Hun har fået lavet større bryster og er en killing med sovekammerøjne, men det bider ikke på journalisten, der hellere ville lave en reportage om bøvl i parlamentet.
 

Foruroligende interview

Imidlertid udvikler interviewet sig i retninger, som ganske kommer bag på dem begge: der bliver både grædt, svedt og kysset - og resultatet er foruroligende, om end sammensvejset forudsigeligt.

Skumle bagtanker
Filmen er en lang fabulering over den manglende respekt, der er mellem de to hovedpersoner. De kan ikke udstå hinanden, og alligevel lader de begge som om, de er tiltrukket af hinanden - begge med skumle bagtanker.

Ansigtstapeter
Den stationære lejlighedskulisse og de skiftende stemninger på ansigtstapeterne, der udgør filmen fuldt og helt, må siges at være uinteressante. Skuespillet hører måske bedre hjemme i en b-film - og er dette i virkeligheden en b-film? - man kan godt komme i tvivl!

Eget koncept misforstået
Theo van Gogh synes oven i købet komplet at have misforstået sit eget koncept om intimitet og tosomhed i firevægsisolationen. Hver gang en spændende eller muligvis vild udvikling er under opsejling, skrues der op for en kikset konglomerisk musak, der er en blanding mellem supermarkedsshopping og billig lounge.
 

En lille krølle

For lige at slå en krølle på det med den ’vilde udvikling’: forvent intet. Der er ingen vild udvikling, men filmen vil gerne give sig ud for at være ekstraordinær. Overraskelserne forbliver dog alt andet end vilde.