La petite voleuse (1988)

Claude Millers "Den lille tyvetøs" flirter – ligesom ungpige-hovedpersonen – med identitet, seksualitet og kriminalitet i lige store portioner.
 

En kummerlig opvækst

I en historie baseret på et efterladt manuskript af François Truffaut følger vi den 16-årige Janine Castang (Charlotte Gainsbourg), der har haft en kummerlig opvækst uden kærlighed og tryghed og nu i sin spirende seksualitet søger al den mandlige omsorg, hun overhovedet kan finde.

Selvudlært kleptoman
Som selvudlært kleptoman har hun for vane at gøre sig uvenner med ordensmagten, men hun har alligevel held med at sno sig udenom straffe og ind i favnen på erfarne elskere.

Blandt utilpassede piger

Men Janine må alligevel en tur omkring en anstalt blandt andre utilpassede ungpiger. Her møder hun en pige, der bliver hendes gode veninde, og de planlægger sammen en flugt.

Mindreårige helligdomme
Som den danske titel "Den lille tyvetøs" lægger op til, er der hér i vid udstrækning tale om en lettere tabubelagt berøring af nærmest mindreårige helligdomme.
 

Afslappet skildring

Sex mellem en 16-årig pige, der ligner en på 13, og en 43-årig, intellektuel mand er hård kost for madamme Paris i sofaen, men i en mere frigjort optik en kærkomment afslappet skildring af kærlighed og drifter på tværs af alder.

Uimponeret og naturligt
Miller går uimponeret og naturligt til det fugtige emne og instruerer dygtigt sine skuespillere, herunder i særdeleshed Gainsbourg, der med sit seksuelle gestussprog rammer plet i karakteristikken af tag-mig-og-lær-mig-op-hengivenheden.

Erotisk roadmovie

Det, der lykkes knap så godt, er samlingen af filmen, der synes underligt rodet i sin sammenblanding af at være roadmovie og erotisk dramatik.

Kaotisk hovedfærdselsåre
Det bliver til en række springende sekvenser, der ikke rigtigt kan binde begivenhederne i en sund perlerække af skønhed og smerte, men i stedet bliver en kaotisk hovedfærdselsåre gennem en teenagepiges adspredte tankerækker.
 

Autenticiteten undergraves

Ganske stærkt skuespil giver både hoved- og biroller gennemslagskraft, mens lettere bombastisk, tidstypisk (1950’erne) musik i lige lovligt voldsom grad undergraver autenticiteten i en film, der lukrerer på den stærke udstråling.