Camping (2009)

Jacob Bitsch serverer her en usædvanligt tam, usammenhængende og overfladisk film, der - ligesom uendeligt mange tidligere filmiske forsøg udi at skildre det underfundige ved "livets facetter" - havner i en farvelade-centrifuge af plat- og pjattethed.

Ikke meget at byde på
Usædvanligt tam, fordi filmen ikke har ret meget at byde på. Det vil sige: "Camping" forsøger at stille mange underfundige spørgsmål og give ligesåmange underfundige svar på mange små finurligheder i hverdagen, men det hele er i bund og grund blot mange små tamme scener.
 

Usammenhængende

Og usædvanligt usammenhængende, fordi filmen stritter i alle retninger og genrer uden selv at have det fjerneste begreb om, hvorvidt identiteten er komedie eller drama, familietragedie eller socialrealisme med dåselatter.

Stikker ikke dybt
Usædvanligt overfladisk, fordi intet i filmen stikker dybt, og hele herligheden er præget af en uskøn blanding af berøringsangst og følelses-ekshibitionisme uden ret meget sans for stil og situation.
 

Dominerende mor

En stram og dominerende mor tager sin nørdede datter og svært overvægtige søn med på camping i den selvsamme campingvogn, hvor familiefaren to år tidligere begik selvmord. Datteren har fastlagt ruten rundt på kønsløse campingpladser, og turen er præget af manglende lyst og udpræget dysfunktionalitet de tre imellem.
 

Dyt i bamsen

Men turen gør alligevel lidt godt. Bror og søster finder til dels hinanden. Og morens Kirsten Giftekniv-stil skaffer mere eller mindre både datter og søn et dyt i bamsen. Men snart er turen slut, og den gamle Volvo slår en prut - meget mere kan man som tilskuer heller ikke tilskyndes at gøre.

Helkikset miljø
Filmens i vid udstrækning kvindelige filmhold har muligvis moret sig kosteligt med at genskabe et lidt bedaget og helkikset miljø omkring den tumpede familie. Det er desværre også et af de mest forudsigelige elementer i filmen: Hver en location og skraldespand har dén form og farve, man kunne forvente.
 

På det jævne

Skuespillet er mildt sagt på det jævne, replikkerne er tørre, begivenhederne er gradbøjet til ligegyldigst. Det er i sandhed en tynd filmoplevelse, konstant og uden ophold underlagt Mikkel Hess' friske folkekomediemusik, der yderligere understreger det dybe skisma i hele filmen: Hvor bærer skidtet hen, og hvorfor?