Boy A (2007)

Løst baseret på virkelige, tragiske hændelser i Storbritannien, fortæller "Boy A" historien om en 24-årig mand, der efter mange år bag tremmer sættes på fri fod.
 

Regnet for et monster

Han blev regnet for et monster, da han sammen med en ven som dreng myrdede en lille pige. Nu står han igen på fri fod, men verden udenfor - og i særdeleshed pressen - må ikke kende til hans nye identitet. Bliver han afsløret, er fanden løs.
 

Ny identitet

Den unge mand får, takket være den nye identitet og en engageret voksen hjælper, et nyt liv. Langsomt vinder han anerkendelse, han får venner - og sågar en kæreste. Tilværelsen synes udholdelig. Lige indtil en dag, han hjælper en lille pige ud af en forulykket bil. Nu får pressen færten af en langt større historie.

Ind til kernen
Filmen finder effektivt ind til kernen af den menneskelige afhængighed af socialt samvær og generel accept. Har man ikke dette, bukker man under.
 

Konglomerisk fortællestil

"Boy A" benytter sig af en konglomerisk fortællestil, der blander flashbacks ind i den fortløbende historie - og hermed forsøger at fortælle den unge mands barske historie. Det hænger sammen, men vægten af barndomsbilleder er relativt lav, hvorfor opvæksten og betingelserne heri kun berøres med let hånd.

Mødet med livet
Fokus er helt og holdent på den 24-åriges møde med livet, med andre mennesker, med det andet køn, med sine egne indre konflikter og med det famlende forsøg på at skabe sig en fornyet identitet. Det er stærke sager, og i billederne af den unge mands famlende nye liv finder man både rørende og oprigtige portrætter af det yderst skæbnesvangre i at vinde andres tillid på lånt identitet.

Fravalg af musik
Særligt stærkt står portrættet af "Boy A" som følge af instruktørens bevidste fravalg af filmmusik. Toner udøses kun i ganske få scener, ellers er historien en knivskarp visuel skalpel mod den psykologiske kerne.
 

Orginale vinklinger

Forskellige originale vinklinger på den komplekse historie skaber en både fortættet og overraskende udvikling undervejs. Vi er langt fra det banale og tæt på det mest smertelige, et menneske kan gennemleve. Skuespillet rummer ikke de helt store finesser, og det er noget af det, filmen savner, når det hele spidser til. Hovedrollerne står stærkt og yder fine præstationer, men den sidste, subtile neglefil efterlyses.