Gertrud (1964)

Carl Th. Dreyers sidste film, stort set lige elsket og hadet ude i den store verden, kræver et blik for detaljen, en sart sensibilitet, en nysgerrighed på livet og en fortolkende perception, før den kan modtages på retfærdige præmisser.

Ikke nogen enkel film
"Gertrud" er ikke nogen enkelt film. Den er serveret med mange distancerende virkemidler, tunge og langsomme scener og dialoger, tids-atypisk tempo og skuespil. På alle måder en uortodoks og ukonventionel film, som mange finder krukket og teatralsk. Statuarisk var et af Dreyers egne ord om filmen.
 

Ny kærlighed

Gertrud (Nina Pens Rode) er gift med en advokat, der netop er blevet tilbudt et job som minister. Nogenlunde på samme tid meddeler Gertrud ham, at hun vil gå fra ham. Hun har mødt en betydeligt yngre mand, en komponist, som hun elsker højt, og nu vil dele sit liv med.
 

Store skuffelser

Imidlertid bliver Gertrud endnu engang skuffet, da det viser sig, at komponisten slet ikke har de samme alvorlige intentioner om et forhold, sådan som Gertrud havde troet.

Problemer med mænd

Gertrud møder sin gamle kærlighed, som hun også gik fra i sin tid, fordi han ikke kunne eller ville vie hele sin tid til kærligheden – det samme problem ved mænd, som Gertrud hele tiden støder ind i.

Rejser til Paris

Hun vælger til sidst at rejse til Paris og opsøge en gammel ven og for at studere, og det er samtidig et endegyldigt farvel til kærligheden, som har gjort hende så meget ondt.

Bund og dybde
Dreyers budskab med sin sidste film er egentlig bevægende og rummer så megen bund og dybde, at det forekommer som et genialt fortællermæssigt valg at tage al fart og farve ud af filmen.
 

En art himmelfart

Opleves "Gertrud" som dét punktum for en enestående filmkarriere, som den er, kan der opstå en nærved overjordiske oplevelse: At filmen – i bedste Dreyer-stil – er en slags himmelfart for instruktøren, en smuk anerkendelse af livet, selvom det (også) for Dreyer selv har været både svært og smertefuldt.

Dramaturgien filtreres
Filmens langsommelighed, de lange scener, den langsomme dialog, den enestående omhyggelighed med kameraindstillingerne, fokus og lyssætning er en begavet måde at filtrere dramaturgien på for at finde helt ind til det overvældende psykiske kaos, som historien kredser om.
 

En unik film

Lars von Trier, der ved flere lejligheder har udtalt, at han til sine egne film har hentet megen inspiration fra Dreyer, fremhæver "Gertrud" som en bedrift, alene i kraft af, at man aldrig hverken før eller siden har set en film som den.

Dybt personligt kunstværk
Og det er korrekt, at "Gertrud" er helt unik og ikke en film, der kan sammenlignes med nogen anden: Den placerer sig stilistisk på alle måder som et dybt personligt kunstværk, hvortil er foretaget nogle helt kompromisløse valg, som er overholdt til punkt og prikke.

Hypnotiserende oplevelse
Det er en nærved hypnotiserende oplevelse at se filmen, og det er ikke nogen negativ eller trættende hypnose. Ikke alene drager de ekstreme stilistiske valg og fravalg, men også historien, der på mange måder er livsbekræftende og rammer så dybt ind i hjertet af begæret og kærligheden, at det på én gang afføder glæde og fortvivlelse.
 

Smukt punktum

Det er Dreyers smukke punktum for en tematik, han har kredset om i mange af sine film: Kærligheden, som er nærved uopnåelig, eller som har en pris. Prisen er i "Gertrud" selvvalgt ensomhed, fordi Gertrud ikke kan få det, hun ønsker af nogen mand.

Dreyer’sk identitet
Fotograf Henning Bendtsens helt igennem sublime billedkompositioner forstærker de fortættede situationer og former skuespillerne i en udsøgt dreyer’sk identitet. Lyset og skyggerne og de næsten umærkelige kamerature – alle er de levendegørelser af Dreyers magiske visioner.

Elskerens sange
Jørgen Jersilds originale, seriøse underlægningsmusik bruges primært som en del af filmens handling, først og fremmest, når Gertrud og hendes elsker fremfører sange.

Gennemtænkt brug af musik

På denne måde formår Dreyer meget gennemtænkt både at tilføre sin stramt stilistiske film en ekstra dimension, men er samtidig meget opmærksom på, hvordan dens placeringer og virkninger kan tolkes på filmen.