Applaus (2009)

Paprika Steens fans vil elske dette fortættede drama, der går helt tæt på skuespillerinden i en historie, der måske tilnærmelsesvis er Paprika Steens i det virkelige liv?

Forholdsvis pæn figur
Tilskuere, der har et lidt mindre fanpræget forhold til Paprikas generelle spillestil- og teknik kan faktisk ånde lettet op, idet hun gør en forholdsvis pæn figur i en film, der har hende som det altoverskyggende omdrejningspunkt.
 

Alkoholiseret diva

Paprika spiller en alkoholiseret teaterdiva, fraskilt og alene med flaskerne. Hun har ikke set sine to børn regelmæssigt i mange år, men nu har hendes eksmand indvilliget i at lade hende møde dem igen. Men teaterdivaen kan ikke få det til at hænge sammen. Hun overdramatiserer sit liv, som var det et teaterstykke, og hun blæser de mindste begivenheder op, så det skaber en tsunami, der mest af alt rammer hende selv.

Lille tragedie
"Applaus" er Martin Sandvliets spillefilmsdebut, og der er pænt meget at applaudere, idet filmen som hele fremstår som en vellykket lille tragedie, der dygtigt koncentrerer sig om kernen i historien i stedet for overfladen. Særligt den dybe og nærgående karakteristik af fru Diva er i mange henseender en præstation: Mest som studie i forfald og selvkritik.

Tilpas snavset
I den grynede og håndholdte optik fremstår begivenhederne tilpas ’snavsede’ til det højtråbende manuskript, og det klæder bestemt filmen, at den for det meste er renset for musik og lydeffekter. Sune Martins originalkomponerede musik har desuden gode stemningsmæssige indvirkninger på filmen.

Forfald og smerte
Historien er, betragtet i et nyere dansk filmperspektiv, temmelig sammenlignelig med en hel række andre historier. Dramaturgien er centreret om forfald, smerte, nedtur og personlig krise. Man kan dog glæde sig betragteligt over, at "Applaus"-manuskriptet hører til blandt de mere nuancerede i denne sammenhæng.