Ben X (2007)

Et flamsk studie i mobningens anatomi og modtageren af den: En ung mand med aspergers syndrom, der har voldsomt brug for fred, ro og orden i kaos.
 

Sært sammenblandet

I en overraskende virkningsfuld og sært sammenblandet fortællestil bringer "Ben X" os primært under huden på hovedpersonen, hvis verden er stærkt præget af diagnosen.

I computerspillets verden
Computerspil er den verden, han trives fuldt og helt i, og filmen gør begavet brug af spillets grafik og effekter til at understrege dén tilstand, Ben oftest befinder sig i, også når han ikke sidder foran skærmen.
 

Fint nuanceret

Dén kobling, hans hjerne foretager mellem hverdagens pressede situationer, og de situationer, han bringes i, når han spiller, er fint og nuanceret skildret.

Mental sadisme

Vægten i filmen er i øvrigt helt og aldeles på det personlige drama og de voldsomt opslidende mobbeorgier, som Ben bliver udsat for igen og igen, indtil det næsten kun kan gå galt. Det er smertefuldt at være vidne til den systematiske nedgørelse af sagesløse Ben, et studie i mental sadisme, der bliver mere og mere grov.
 

Troværdigt portræt

Hvor filmen i særlig grad lykkes, er i det ægte og troværdige portræt af mennesket bag den skræmte og forpinte facade. Blandt andet, fordi instruktøren ikke forfalder til svulstighed og overdramatisering, men i stedet holder filmen på et stærkt psykologisk antydningsplan, der gør stort indtryk.

Eminent præstation

Greg Timmermans præstation som Ben X er eminent og vokser i takt med filmens tilspidsede spænding; fra det næsten dialogløse til fremprovokeret vanvid.