Morte a Venezia (1971)

Viscontis "Døden i Venedig" er i flere henseender begærets anatomiske atlas serveret for det altædende øje og underlagt sentimental musik for øret. Begæret og en ustoppelig drift efter skønhed og uskyldighed er omdrejningspunktet for filmen, der er baseret på en roman af Thomas Mann.

Øjenkontakt til mellemgulvet
Øjenkontakt: skjulte blikke og blikke, der går lige i mellemgulvet. Fascinationen og den muligt gensidige seksuelle tiltrækningskraft er driften i filmen, og det mærkes helt ud i de små stuer, når Visconti kompromisløst går efter den filmisk ultimative gengivelse af det sarteste begær.
 

Gudeskøn fristelse

Forfatteren fra Manns bog er i Viscontis film blevet til en komponist, der er taget på ferie i Venedig for at få ro til sit arbejde og muligvis komme sig ovenpå længere tids fysisk svaghed. På hotellet opdager komponisten snart en gudeskøn og uendeligt smuk dreng, der lyder navnet Tadzio, og som gengælder hans blikke på deres direkte vej mod mellemgulvet.

Gensidig fascination
Fascinationen er gensidig, og den erotiske spænding er på bristepunktet, men det bliver aldrig til andet end drømmende blikke. Viscontis æstetik er omfattende og yderst grundig. Særligt mærkes kompromisløsheden i genskabelsen af 1911 i og omkring hotellet med flotte kostumer, rum og rekvisitter.

En fryd for øjet
Det er en fryd for øjet, og øret kræses der også for, i og med at næsten hele filmen er underlagt adagioerne fra Gustav Mahlers 3. og 5. Symfonier. Dette er et valg af instruktøren og bygger på oplysninger fra romanen, hvor musik af Mahler spiller en central rolle.
 

Næsten for skønt

Musikken er i sig selv smuk og flot repræsentativ for Mahlers storladne værker, men i filmen bliver den næsten for skøn: Skønne billeder, skønne unge mænd og drenge, skønne ansigter - og skønsang i form af sentimentale strygere.

Overflødighedshorn
Det bliver i hvert fald understreget tykt, at skønheden er hovedrolleindehaveren, og her kunne man have brug for mere sanselig hvile og vægt på detaljen snarere end det evige overflødighedshorn, som filmen er fra start til slut. Viscontis billeder er ofte rene kunstværker, stramt komponeret og med stor detaljerigdom. Igen et overflødighedshorn og et bombardement af farver og gyldne snit.

Æstetikken knækker
Hvor æstetikken så at sige knækker i en ærgerlig banalitet er i den meget omfattende brug af zoom. Det er både uklædeligt og i grunden en umuliggørelse af illusionen, idet zoom aldrig har været øjets naturlige ’indstilling’.
 

Ømhed & elegance

Dirk Bogarde rammer med ømhed og elegance i sit portræt af komponisten, ligesom den unge svensker Björn Andrésen er saftigt effektivt instrueret i at eksponere sin drengede skønhed.