Morte a Venezia (1971)

Viscontis "Døden i Venedig" er i flere henseender begærets anatomiske atlas serveret for det altædende øje – og underlagt sentimental musik for øret. Begæret og en ustoppelig drift efter skønhed og uskyldighed er omdrejningspunktet for filmen, der er baseret på en roman af Thomas Mann.

Øjenkontakt til mellemgulvet
Øjenkontakt: Skjulte blikke, og blikke, der går lige i mellemgulvet. Fascinationen og den måske gensidige seksuelle tiltrækningskraft er driften i filmen, og det mærkes helt ud i de små stuer, når Visconti kompromisløst går efter den filmisk ultimative gengivelse af det sarteste begær.
 

Et kurophold

Forfatteren fra Manns bog er i Viscontis film blevet til en komponist (Dirk Bogarde), der er taget på ferie i Venedig for at få ro til sit arbejde og muligvis komme sig ovenpå længere tids fysisk svaghed.

Gudeskøn fristelse

På hotellet opdager komponisten snart en gudeskøn og uendeligt smuk teenagedreng, der lyder navnet Tadzio (Björn Andrésen), og som gengælder hans blikke i deres direkte vej mod mellemgulvet. Fascinationen er gensidig, og den erotiske spænding er på bristepunktet, men det bliver aldrig til andet end drømmende blikke.

Kompromisløs
Viscontis æstetik er omfattende og yderst grundig. Særligt mærkes kompromisløsheden i genskabelsen af 1911 i og omkring hotellet med flotte kostumer, rum og rekvisitter.

En fryd for øjet

Det er en fryd for øjet, og øret kræses der også for, i og med at næsten hele filmen er underlagt adagioerne fra Gustav Mahlers 3. og 5. symfoni. Dette er et valg af instruktøren og bygger på oplysninger fra romanen, hvor musik af Mahler spiller en central rolle.

Næsten for skønt

Musikken er i sig selv smuk og flot repræsentativ for Mahlers storladne værker, men i filmen bliver den næsten for skøn: Skønne billeder, skønne unge mænd og drenge, skønne ansigter – og skønsang i form af sentimentale strygere.

Overflødighedshorn
Det bliver i hvert fald understreget tykt, at skønheden er hovedrolleindehaveren, og her kunne der være brug for mere sanselig hvile og vægt på detaljen snarere end det evige overflødighedshorn, som filmen er fra start til slut.

Rene kunstværker

Viscontis billeder er ofte rene kunstværker, stramt komponeret og i en stor detaljerigdom. Igen et overflødighedshorn og et bombardement af farver og gyldne snit.

Æstetikken knækker
Hvor æstetikken så at sige knækker i en ærgerlig banalitet, er i den meget omfattende brug af zoom. Det er både uklædeligt og i grunden en umuliggørelse af illusionen, idet zoom aldrig har været og aldrig bliver øjets naturlige "indstilling".
 

Ømhed og elegance

Dirk Bogarde rammer med ømhed og elegance i sit portræt af komponisten, ligesom den unge svenske Björn Andrésen er saftigt effektivt instrueret i at eksponere sin drengede skønhed.