The Wrestler (2008)

Efter en tur i ringen med den kunstnerisk fuldt genopståede Mickey Rourke, må man lige tørre sveden af panden og puste ud.

Ikke så meget fordi filmen kredser om det sportsligt eksplicitte, men mere fordi historien har en begavet tilgang til det implicit psykologiske, der mere end noget andet fylder i filmen - og har hovedrollen i ringen.

Udfylder rollen
Mickey Rourke udfylder både psykisk, men så sandelig også fysisk, rollen som show-bryderen Randy, der efter mange års slid i ringen er ved at nå kanten af sin fysiske formåen.

Da han knækker sammen med et alvorligt hjerteanfald efter en vanvittig kamp, vågner han op med en by-pass i brystet og klar besked om ikke at bryde igen.

Randy er tvunget til at geare ned, og han forsøger desperat at samle stumperne fra fortiden for at skabe sig en tilværelse uden for ringen.

Men hverken kærligheden, hans datter eller heldet smiler til ham, og han indser, at han med hud og hår hører hjemme i ringen, omkranset af "sin store familie".

Ingen lillepigehvin
Lillepigehvinene og den præmature savl fra 80’erne er formodentlig afløst af affektivt nedadvendte mundvige og rynkede bryn ved synet af Rourke anno 2008.

Det er en hærget og uskøn mand, der yder en fabelagtig præstation i sin kunstneriske genkomst - i en rolle han tydeligvis forstår ganske godt på det personlige plan.

Ægte og upoleret
Filmen vinder først og fremmest på det ægte og upolerede menneskelige portræt af bryderen i en opbrydningstid.

Folk omkring ham, især datteren, er ikke de vildeste indspark i dramaet, og bliver mere irriterende klichéer i et til tider lidt for vattet plot.

Brydningsidentitet
Det er brydningsidentiteten, der er filmens nærmest totale udstråling - som den fuldkomne erstatning for et normalt følelsesliv - en tilværelse Randy har måttet opgive grundet for store nederlag.

Det gør ind imellem rigtigt ondt at følge den yderst blodige kamp, når brydernes opfindsomhed udi, hvad der bløder mest, bliver mest eksplicit. Men som nævnt er det i langt højere grad de mentale sår, der bløder og gør indtryk i filmen.

Musikalsk i grundig bandage det meste af tiden: pop-, rock-, og heavymusik spiller en central rolle og giver filmen en heftig puls, om end lige lovlig støjende.