The Wrestler (2008)

Efter en tur i ringen med den kunstnerisk fuldt genopståede Mickey Rourke, må der lige tørres lidt sved af panden og pustes ud. Ikke så meget, fordi "The Wrestler" kredser om det sportsligt eksplicitte, mere fordi, historien rummer en begavet tilgang til det implicit psykologiske, der – mere end noget andet fylder i filmen – og har hovedrollen i ringen.

Udfylder rollen
Mickey Rourke udfylder både psykisk, men så sandelig også fysisk, rollen som showbryderen Randy, der efter mange års slid i ringen er ved at nå kanten af sin fysiske formåen.
 

En vanvittig kamp

Da han knækker sammen med et alvorligt hjerteanfald efter en vanvittig kamp, vågner han op med en bypass i brystet og klar besked om ikke at bryde igen.
 

Tvunget til at geare ned

Randy er tvunget til at geare ned, og han forsøger desperat at samle stumperne fra fortiden for at skabe sig en tilværelse uden for ringen. Men hverken kærligheden, hans datter eller heldet smiler til ham, og han indser, at han med hud og hår hører hjemme i ringen, omkranset af "sin store familie".

Ingen lillepigehvin
Lillepigehvinene og den præmature savl fra 1980’erne er formodentlig afløst af nedadvendte mundvige og rynkede bryn ved synet af Mickey Rourke anno 2008. Det er en hærget og uskønt udseende mand, der yder en fabelagtig præstation i sin kunstneriske genkomst – i en rolle, han tydeligvis forstår ganske godt på det personlige plan.

Ægte og upoleret
Filmen vinder først og fremmest på det ægte og upolerede menneskelige portræt af bryderen i en opbrydningstid. Folk omkring ham, især datteren, udgør ikke de vildeste indspark i dramaet, og bliver mere irriterende klichéer i et til tider lidt for vattet plot.

Brydningsidentitet
Det er brydningsidentiteten, der udgør filmens nærmest totale udstråling – som den fuldkomne erstatning for et normalt følelsesliv... en tilværelse, Randy har måttet opgive grundet for store nederlag.
 

De mentale sår

Det gør ind imellem rigtigt ondt at følge den yderst blodige kamp, når brydernes "opfindsomhed" udi, hvad der bløder mest, bliver mest eksplicit. Men som nævnt er det i langt højere grad de mentale sår, der bløder og gør indtryk i filmen.
 

I musikalsk bandage

Musikalsk i grundig bandage det meste af tiden: Pop-, rock-, og heavymusik spiller en central rolle og giver filmen en heftig puls, omend lige lovligt støjende.