Les vacances de Monsieur Hulot (1953)

Når det er tid til at falde på halen med stil, er der altid Jacques Tatis film at ty til. Og i selskab med hans tilbagevendende karakter monsieur Hulot er der smil på alles læber.

Urkomisk - og lidt fladt
Det er festligt, det er urkomisk, men det er også en lille smule fladt. For man skal have en temmelig konsistent flad humor for at ligge flad af grin. Ellers er der nemlig ikke meget at grine ad. Men man kan let lade sig fascinere af Tatis helt geniale sans for det komiske i detaljen.

Skaber gennemtræk
Hr. Hulot ankommer i sin urkomiske bil til et strandhotel og skaber straks gennemtræk, så alt ryger på gulvet. Hotellet er gæstet af en sirlig blanding af diverse franskmænd og udlændige, hvis sære rutiner og vaner vi får indblik i undervejs.

Simple lydbølger
Sædvanen tro lægger Tati vægten på lydbilledet og forstærker sine jokes enormt ved at føje komik til simple lydbølger. At lyden spiller en hovedrolle i filmen, uden at der stort set bliver sagt en lyd, er typisk for Tati.
 

En art båndsløjfe

Filmen er en art båndsløjfe, hvor sløjfen ikke er bundet. Samme musikalske tema spilles om og om igen, jokes gentages, lyde gentages, gestikulationer og attituder gentages. Det er sjovt i sig selv, men det er ikke til at grine ad.

Blik for detaljen
Tatis store kvaliteter ligger i hans enestående blik for detaljen midt i det absurde orgie af vanvittig komik. Har man selv blik for dén detalje undervejs, kan hans film altid opleves med fornøjelse.