El orfanato (2007)

I denne mexicansk-spanske gyser kan man få sit behov for knagende træværk og knirkende døre stillet for en stund: det er nemlig filmens centrale omdrejningspunkt.

Gennemslagskraft savnes
Meget mere gys end lydeffekterne får man dog ikke for denne billet. Det er en svag og lettere fortænkt historie om onde ånder på et gammelt børnehjem, og man savner klart gennemslagskraft. Det er ikke spansktalende films spidskompetence at producere gysere med heftig dialog, i hvert fald ikke hvis den ønsker at blive taget hårrejsende alvorligt.

Rablende sydlandsk tale
Den rablende sydlandske tale i tempoet presto assai er vanskeligt at associere med onde ånder og klamme hætteklædte børnemisfostre, og det lider filmen under. En kvinde bringer sin mand og deres lille adoptivsøn tilbage til det børnehjem, hvor hun i sin tid selv voksede op. Hun mindes kun stedet for det gode.
 

Usynlige venner

Men da sønnen påstår at kunne se ting, som de voksne ikke kan, begynder huset at opføre sig underligt, og også kvinden møder nu nogle af de ånder, der plager stedet. Helt galt går det, da sønnen forsvinder, og hele verden synes at ramle. Mon han er trådt over på ’den anden side’ til sine usynlige venner?

Enkeltstående gys
Hvor filmen producerer sine enkeltstående effektive gys er i små antydninger af det rablende vanvid. Bedst er en scene, hvor en hætteklædt barneskikkelse nærmer sig filmens hovedperson på en mørk gang - med ubestemmeligt rallende lyde. Desværre er filmen, midt i al sin visuelle storhed, præget af den udvandede historie, der ikke kan skabe den nødvendige hårrejsende "autenticitet" omkring det overnaturlige.

Mægtige billeder ikke nok
Mægtige billeder af huset og dets smukke beliggenhed ved havet kompenserer en del for den narrative stivhed, men ikke nok.