There Will Be Blood (2007)

Første rigtigt store film fra Paul Thomas Anderson siden Magnolia (1999) er dette intense og højspændte drama om olie og pengegriskhed i starten af det 20. århundrede. Udstyret med et sæt ørepropper ser man filmens narrative og visuelt episke kvaliteter, men kors for en omgang lydtapet på musiksiden!

Gennemarbejdet
"There Will Be Blood" er et visuelt stærkt og meget gennemarbejdet filmisk møde med en tid, hvor enhver er sin egen pioner, hvis han har modet og ikke mindst kynismen til at brænde igennem. En sådan pioner er Daniel Plainview, der omkring år 1900 med de bare næver finder sin første olie.

Det sorte guld
Dette fund udvikler han hurtigt til en industri, der gør ham rig, og sammen med sin lille søn - der ikke er hans egen af kød og blod - rejser han rundt i staterne for at opkøbe land og bore efter det sorte guld.
 

Pengene strømmer ind

Alt glider, og pengene strømmer ind, men privat bliver Plainview mere og mere sær og uomgængelig, og hans sande had til mennesker gør ham efterhånden så ensom, at han ikke engang kan udholde sit eget selskab.

Forfejlet musik
Den centrale historie om far og søn er stærk og uden tvivl filmens mest umiddelbart hjertelige islæt. Lige så smukke og overvældende billederne præsenterer den barske historie, lige så gevaldigt langt under troværdighedens dynd presser den forfejlede og anmassende filmmusik begivenhederne.

Berøringsangst
Isoleret er musikken faktisk rigtig flot i en blanding mellem original filmmusik og klassiske toner af bl.a. Brahms, men i filmen bliver den mere end rigeligt påtrængende og synes resultatet af en dårlig kunstnerisk dømmekraft eller sågar en berøringsangst: Stilhed og naturens egne lyde må under ingen omstændigheder komme "til orde".
 

Centrifuge

En centrifuge af musikalske stilarter roterer ved 16.000 omdrejninger i minuttet, og vi bliver budt stort set alt fra Brahms til skingre, disharmoniske violiner fra det 21. århundrede - alt sammen for at piske en helt unødvendig stemning op.

Iboende kvaliteter
For instruktøren behøver ikke at piske stemninger op. Kvaliteterne er så meget iboende i filmens fantastisk tryllebindende univers, både i den visuelle kompromisløshed og i skuespil, scenografi, kostumer og tidsbillede.

Overflødighedshorn
Andersons film er et overflødighedshorn af skønhed, elegance, intensitet og ægthed på alle ovennævnte områder. Men på den væsentlige lydside - en ofte overhørt eller ubevidst fortrængt medspiller - fejler filmen fatalt, og det er et markant minus for filmoplevelsen.

Kunne have opnået fuldt hus
Det er væsentligt at fremhæve dette i denne anmeldelse, da det forklarer bedømmelsen af en i øvrigt fremragende film, der kunne have opnået fuldt hus uden Andersons tilvalg af musik.
 

Velspillet

Et enkelt fortærsket ord som "fremragende" beskriver udmærket den præstation, som Daniel Day-Lewis yder i hovedrollen. Det er i det hele taget en yderst velspillet film, hvor alle skuespillere synes at trives i både roller og instruktion.