Sangen (2009)

Daniel Kragh-Jacobsens kun et kvarter lange kortfilm fra Filmværkstedet er en lille perle, der udstråler stor forståelse for livets alvor set med drengeøjne - og ikke mindst en drengs store ønske om at få genetableret kærligheden mellem sine forældre.

Intimitet og troværdighed
Instruktøren skaber i sit lille manuskript en stærk intimitet og troværdighed. Det er en film om berøringsangst med nærheden; en far, der ikke kan finde ud af at vise kærlighed til sin søn. Hans irritabilitet over sin livssituation går primært ud over sønnen, og han raser bl.a.: "Kald mig Thomas, når det er dét, jeg hedder!" og: "Forstår du, hvad det er jeg siger?". Sønnen må bide smerten i sig.

Sart og hjerteligt
Omvendt udstråler sønnen ufortrødent en barnlig forventning - den umiddelbare og utilslørede kærlighed - og et uudslukkeligt håb om at genetablere netop kærligheden mellem sine forældre. Det er filmens sarte og hjertelige budskab.
 

Byens stemninger

Daniel Kragh-Jacobsen inddrager begavet byens stemninger gennem fint overvejede locations, og detaljerigdommen i den fotografiske linse højner den komprimerede fortælling op i en mere kunstnerisk liga.

Komprimeret ægthed
En historie om socialrealisme, dybe følelser og menneskelige relationer fortalt på et kvarter kræver både føling, indsigt og disciplin, og "Sangen" er et yderst vellykket eksempel på komprimeret ægthed.
 

Med bevægende effekt

Sart musik af August Rosenbaum underbygger den komprimerede stemning, helt særligt i den lille films slutning, hvor de vemodigt klingende strygere erstatter reallyden med uhyggeligt bevægende effekt.