City 40 (2016)

Det er altid svært fascinerende at stifte bekendtskab med forladte steder. Steder i forfald og steder, der af den ene eller anden grund ikke har nogen identitet – i dette tilfælde den relativt store russiske by Ozersk, der i mange år i sovjettiden ganske enkelt lød navnet "By 40".

Hemmelig storby
"City 40" er da også navnet på Samira Goetschels dokumentarfilm, og hér kommer vi med ind i den hemmelige storby (med over 100.000 indbyggere), der den dag i dag er strengt overvåget og bevogtet og komplet omgivet af flere pigtrådshegn, så myndighederne kan sikre sig, at hemmelighederne bliver inde.

Bag pigtrådens beskyttelse
Filmen løfter sløret for byens historie, der omkring 2. verdenskrigs slutning og mange år frem var helt og holdent centreret om produktion af plutonium til atomvåben. Ud af dette behov opstod et lille samfund, der hurtigt voksede sig til en by – bag pigtrådshegnets beskyttelse.

Ingen adgang for uvedkommende
En af fordelene ved at bo i Ozersk, som beboerne selv udtrykker det, er, at man trygt kan sende de unge mennesker ud i nattelivet – for der er ingen adgang for uvedkommende.

Sovjetunionens storhedstid
Dokumentarfilmen følger også et par beboere, én på hver side af systemet: En oprørsk jurakvinde og en kontrolbegejstret journalist. Begge udtaler de sig om byen, som den ser ud i dag, krydret med tilbageblik til Sovjetunionens storhedstid.

Spillefilmsleflende
Der er en god rytme og et regulært drive over dokumentaren, men fortællestilen forfalder desværre også til det spillefilms-leflende. Filmen vil tydeligvis gerne være langt større, end den er eller kan bære, og det kommer særligt til udtryk i Michael A. Levines vulgært svulstige underlægningsmusik (komplet med en originalt komponeret poparie til rulleteksterne!)

Hårrejsende dokument
Som dokument på det nukleare vanvid står "City 40" dog både stærkt og hårrejsende, især når vi kommer under huden på de enorme miljømæssige konsekvenser, som produktionen af plutonium gennem årene har afstedkommet.