Bamse (1968)

Dette er noget af en mystisk, sammenblandet kærlighedshistorie, som hverken er fugl, fisk eller landkrabbe, og som er svensk "charme" uden fornemmelse for besøgelsestid. "Bamse" er kælenavnet på dén elskerinde, som en familiefar har haft - hemmeligt - gennem mange år.
 

En besættelse

Da faren dør i en trafikulykke, besættes teenagesønnen af tanken om at finde frem til elskerinden - og konfrontere hende med fortidens synder, men hvad han ikke havde regnet med, er, at han selv forelsker sig i den kønne blondine.

Ikke meget krammebamse
Der er ikke meget krammebamse over Arne Mattssons måde at fortælle historie på: Man får i hvert fald mere lyst til at vride armen om på det stakkels plysdyr, men det har jo ingen skyld i filmens mangel på situationsfornemmelse.
 

Evindelige flashbacks

Hvad der irriterer mest ved filmens stil, er de evindelige flashbacks, der igennem hele filmen afløser den aktuelle handling og fører blondine-bamsen tilbage til tiden, hvor hun lå i ske med den nu afdøde elsker.

En bule i buksen
Så tilbage til den ihærdige teenagedreng, der med stram mine og korslagte arme forekommer sur og tvær, men dybest set har en bule i buksen over den yndige og indtagende blondine, som farmand også legede krammebamse med.
 

Stemningsforladt

Der er ingen fornemmelse af udvikling i historien, der bliver ved med at vende tilbage til den stemningsforladte centrifuge: Elskov, skuffelse, vrede, kærlighed - men fyldet er pillet ud af bamsen, så det er en noget slatten fætter, man sidder tilbage med.

Paul Hagen-komik
Danske Paul Hagen dukker op i en farce-dobbeltrolle som hotelportier og kusk i en fuldkommen utidig indblanding og sammenblanding af genrer, da det nye par tager til Danmark for at følge i det gamle pars flirtende fodspor. Overlang og uden mål og med - egentlig også visuelt temmelig uinteressant.