Gran Torino (2008)

I alle henseender en betagende film: den 79-årige Clints proklamerede svanesang som skuespiller er en synæstetisk skønsang.

Rolig og smuk
Rolig, omhyggelig, rørende, smuk, vedkommende og uafrystelig. Det er Eastwoods bedste film som instruktør og en af hans bedste som skuespiller. Filmen begynder i den katolske kirke, hvor krigsveteranen Walt tager afsked min sin afdøde kone. Kirken er fuld af familie og bekendte. Walt hader dem alle. I det hele taget hader han de fleste mennesker.
 

Hader 'skævøjer'

Særligt hader han de ’skævøjer’, der flytter ind i nabolaget, men da naboens stilfærdige dreng, Thao, plages af en insisterende bande, træder Walt i karakter og bliver, stik imod sine egne intentioner, venner med nabofamilien.

Kærligt og bevægende
Clint Eastwood underestimerer ikke effekten af det sentimentale. Den er til stede i hans film, men i "Gran Torino" er den så bevidst underspillet og tøjlet, at den bliver både kærlig og bevægende. Læg mærke til, at Eastwood næsten ikke anvender musik i filmen: sammenlagt maksimalt fem minutter plus end credits - og disse alle sart og bevidst uden overdrivelse.

Forførende ægthed
Ægtheden i historien er forførende: selvom den med det nøgterne øje kan betragtes som lovligt rørstrømsk, er den ikke desto mindre stærkt bevægende og livsbekræftende. Eastwood udstråler i sin egen sammenbidte hovedrolle essensen af de fleste af sine roller gennem karrieren. Der er både lidt af Dirty Harry og fotografen Robert Kincaid i Walts karakter.

Enestående charme
Det er en enestående charme, at Eastwood fylder så megen diversitet og grundlæggende usympatisk udstråling i sin rolle: lynet i øjnene og den dyriske snerren er dybest set en utæmmelig løve i et bur, og hadet og racismen er til at få øje på. Charmen består i, at vi netop på grund af Walts dårlige humør og bestialske udstråling får stor sympati for manden og hans sølle, ensomme liv.

Charme alle vegne
Men charmen rækker langt videre end lige Eastwoods rolle. Charmen er til stede alle vegne i filmen, fra den sjældent forførende ægthed til det bevægende i den nærværende alvor: det er ikke til at overse, at filmen er en mesterbedrift.

Selve livet og døden
Grundfilosofien i den oprigtige og alt andet end fortænkte historie er så stor som selve livet og døden. Og det er hovedpersonens erkendelse af, at han kender langt mere til døden end til livet, der er vendepunktet i historien såvel som hans liv. At budskabet siver ind hos tilskueren skyldes Eastwoods evner som instruktør og den tidligere omtalte ro og omhyggelighed.

Et slag i maven
På trods af historiens ofte dramatiske alvor, bevares roen, og filmens udtryk forbliver et slag i maven og et stik i hjertet. At kærligheden kommer til at spille en betydelig rolle i filmen, havde man ikke ventet undervejs, da man lærte Walt og hans had til omverdenen at kende.

Subtilt raffinement
Men når det sker, er effekten så meget stærkere, og raffinementet subtilt. Det bliver virkelig et spørgsmål om liv og død, og budskabet når langt under huden i Eastwoods ærlige og usminkede film. Samspillet med de unge ubeskrevne mennesker er ligesom resten af filmen hjerteligt og fungerer ligeså jordnært, som instruktionen dikterer.