Drømmen om det hvide slot (1962)

Anker Sørensens alvorligt mente drama fra 1962 kan i dag ikke ses uden et smil på læberne: Det klingende rigsdanske og den fatalistiske god/ond-historie er et par gode eksempler på filmens falmede, men klokkeklare budskaber.
 

En faderløs stakkel

Malene Schwartz spiller den blinde kvinde Susanne, hvis far har helliget sig datteren fuldt og helt. Moren døde under fødslen, og faren er opsat på at skaffe datteren en specialist, der kan få hende til at se. Han har netop giftet sig for anden gang, da han styrter ned med sit fly og efterlader Susanne faderløs.
 

En trofast støtte

Nu tager den – i øvrigt onde – stedmor og hendes datter over: De vil herske og regere, ikke alene over huset, men også over "stakkels" Susanne, som de ynder at omtale hende. Heldigvis har Susanne en trofast støtte i grevesønnen Walther, der er en god dreng, modsat sin bror, amatørpianisten Albert, der allerede har sikret sig en forlovelse med Susanne. Så der er altså intriger til op over begge ører – og øjne – for måske får Susanne synssansen tilbage, så hun kan bedømme tingenes tilstand endnu bedre...

Forklarende forudsigelser
Plottet er smurt ind i tommetykke lag forklarende forudsigelser, så tilskueren ikke på noget tidspunkt skal føle sig i tvivl om, hvad der foregår. Det er ikke overladt til fantasien, hvem der er de gode og de onde, og på denne måde følger filmen fint periodens danske filmskabelon.

Indholdsrig!
På trods af dette er "Drømmen om det hvide slot" betydeligt mere indholdsrig og "dyb" end utallige andre danske film fra perioden. Rollefigurerne er vi nødt til at se stort på, da de er så hårdt trukket op i sort og hvidt – de yder kun filmen den forventelige bekræftelse af det præfabrikerede plot.

Raffinerede billeder
Det er lykkedes cheffotograf Henning Bendtsen at indfange en lille stribe temmelig kunstnerisk raffinerede billeder, der hæver filmen et par trin. Fx er Ebbe Langbergs flugt fra arresten fotograferet med stor elegance og blik for perspektivet, lyssætningen og dybdeskarpheden. Birgitte Federspiels portræt af den iskolde stedmor, komplet med pels, er blandt filmens mest mindeværdige.

Stemningsunderbyggende musik
Ib Glindemanns musik er forventeligt stemningsunderbyggende, overalt hvor der er optræk til det mindste.