Se min kjole (2009)

"Se min kjole" er Hella Joofs ihærdige forsøg på et seriøst gennembrud i kølvandet på de tidligere humoristisk-pjattede optrædener som både instruktør og skuespillerinde.
 

Ikke overbevisende

Hella kan og vil andet, men hér bliver vi bestemt ikke overbevist. Kort beskrevet er filmen historien om fire unge teenagekvinder, der døjer med hver deres misbrug og nu "råhygger" under opsyn på en institution. Da de skal med opsynsmutter på en lille ferie, benytter de lejligheden til at stikke af i et stjålet bil.
 

Miserable tilværelser

Den kommende tid kører de lidt rundt og gør status over deres miserable tilværelser, med gamle barndomstraumer, der helst skal gøres op i lige dele blod, sved og stjålne metadoner fra et lokalt plejehjem.
 

På godt og ondt

Således lærer tøserne hinanden bedre at kende, og dette både på godt og ondt. Efterhånden bliver sandhederne lagt på bordet. Det farlige er bare, hvis der knyttes nære bånd, for så bliver den enkelte også så meget desto mere såret, hvis det går galt...

Kvinde-roadmovie
Filmen er en slags dansk kvinde-roadmovie med et junkie-twist og et hævntogtsplot pakket ind i firkløver-østrogen. Hella har selv skrevet manuskriptet sammen med Ida Maria Rydén, så der er lagt i kakkelovnen fra kvindernes side.

Mænd er nogle svin
Mænd er nogle svin i "Se min kjole": Farmand bagkneppede sin lille pige. En fedladen gut i fællessaunaen er slesk og vil servicere to af de unge kvinder. En forretningsmand er liderlig, bliver voldelig og tvangsmundboller en af vores sagesløse junkier, der ovenikøbet viser sig at være dødeligt syg...
 

Familiært hævntogt

Så det er ikke underligt, at de fire kvinder i den stjålne Volvo ind imellem forfalder til et lille trip på metadon eller hovedpinepiller, mens et par af dem planlægger et familiært hævntogt for at få fred i sjælen.

Skematisk præsentation
Filmen er ikke tilfældig i sine beskrivelser af kvinderne og deres misbrug. Præsentationen af de fire er langt mere skematisk end naturlig, og rollerne synes tydeligt puttet ind i det fastlagte, snarere end med mulighed for at forme og finjustere undervejs.
 

Fine, men formede præstationer

Ikke at spillet er decideret dårligt: Det er fine, men formede præstationer. De fire holder fanen højt undervejs, men drukner ydermere i et til tider noget forskruet lyddesign og en underlægningsmusik, der ikke lader et øre i tvivl om stemningens alvor.
 

Tager sig selv for alvorligt

Måske Hella Joof med fordel vil kunne kaste sig over en historie, der tager sig selv knap så alvorligt – uden at der behøver være tale om endnu en lalleglad komedie.