The Lost (2006)

Hvis du troede, du havde set alt i "psykopat-genren", så bliver du nok glædeligt overrasket i mødet med Chris Sivertsons begavede fortolkning af virkelighedens bestialske teenagemorder.

Blændende
Instruktøren har en yderst raffineret tilgang til stoffet, og hans film er en både blændende og forførende visuel bedrift, samtidig med at historien fortælles uden om narrative klichéer.
 

Vanvid langt ude i skoven

Teenageren Ray Pye (Marc Senter) er en sommerdag med sine venner langt ude i skoven ved en lille lejrplads. Da han ser to nøgne unge kvinder, som han overbevises om er lesbiske, får han lyst til at prøve at opleve, hvordan det føles at slå ihjel.
 

Udlever sine syge fantasier

Vennerne kan kun se til, mens Ray udlever sine fantasier. Ray har en hypnotiserende effekt på sine omgivelser og har i kraft af sit udseende en stor tiltrækningskraft på kvinder.

Mangler de fældende beviser

Politiet har igennem længere tid været ret overbevist om, at Ray er gerningsmanden, men de mangler de fældende beviser. Og da først de begynder at rode op i fortiden, kan Ray meget vel videreudvikle sine psykopatiske træk.

Hypnotiserende virkning
Fra første scene fornemmes det særprægede udtryk, der næsten hele vejen til slutningen har lidt af den samme hypnotiserende virkning, som Ray Pye har på sine omgivelser.
 

Stærk intimitet

Sivertson benytter enkle, men resolutte virkemidler til at opnå en stærk intimitet: Ekstreme nærbilleder, ofte i lidt ujævn beskæring, et til tider ekstremt kontrastmættet farvevalg, lyriske billedsekvenser med fri fortolkning af rum og tid, en høj detaljeringsgrad og ikke mindst en dominerende musikside.

Tilstedeværende humor
Samtidig er det afgørende, at den glimtvis meget tilstedeværende humor lægger et ekstra lag på filmens umenneskelige tematik. Sådan at forstå, at humoren i høj grad er med til at afspænde den ellers udtalte klamsved og på samme tid effektivisere alvoren, så den ikke bliver for tung.

Personligt udtryk
Vi er helt fritaget for en villet dramatiserende konstruktion – her er vi ovre i et overbevisende personligt udtryk, der stikker langt dybere. "The Lost" slipper således godt af sted med sin svulstige brug af musik, fordi hele filmens udtryk er ekstremt, bestialsk, frastødende og larmende.

Rå sexscener
Og vekselvirkningen mellem stilhed og storm fungerer næsten til perfektion: Fra den sarte naturs ro til rå sexscener underlagt umenneskeligt støjende musik.

En ekstrem filmoplevelse

Det er en ekstrem filmoplevelse, der aktiverer sansning på mange niveauer. Uanset, hvor ulækkert plottet måtte være, er der tale om en delikat omgang med stoffet, og resultatet er rystende.

Forførende spil
Skuespillet er stærkt og balanceret til det krævende plot. Unge Marc Senter er bag sin sorte øjensminke og påmalede skønhedsplet en uhyggelig teenagemorder. Michael Bowen har et særdeles forførende glimt i øjet som den frustrerede efterforsker Charlie Schilling.

Ubehageligt klimaks
Filmen bygger op til et af de mere ubehagelige klimaks, og der er brug for lidt ro bagefter, særligt efter at også slutteksterne har vist sig at indeholde en talentfuldt velovervejet brug af både tekstgrafik og lyd.