The Lost (2006)

Hvis man troede, at man havde set alt inden for beskrivelser af psykopati, så bliver man glædeligt overrasket i mødet med Chris Sivertsons begavede filmudgave af virkelighedens bestialske teenagemorder.

Blændende
Instruktøren har en yderst raffineret tilgang til stoffet, og hans film er en både blændende og forførende visuel bedrift, samtidig med at historien fortælles uden om narrative klichéer.
 

Vanvid langt ude i skoven

Teenageren Ray Pye er en sommerdag med sine venner langt ude i skoven ved en lille lejrplads. Da han ser to nøgne unge kvinder, som han overbevises om er lesbiske, får han lyst til at prøve at opleve, hvordan det føles at slå et andet menneske ihjel.
 

Udlever sine syge fantasier

Vennerne kan kun se til, mens Ray udlever sine fantasier. Ray har en hypnotiserende effekt på sine omgivelser og har i kraft af sit udseende en stor tiltrækningskraft på kvinder. Politiet har igennem længere tid været ret overbevist om, at Ray er gerningsmanden, men de mangler de fældende beviser. Og da først de begynder at rode op i fortiden, kan Ray meget vel videreudvikle sine psykopatiske træk.

Hypnotiserende virkning
Fra første scene fornemmer man filmens særprægede udtryk, der næsten hele vejen til slutningen har lidt af den samme hypnotiserende virkning, som Ray Pye har på sine omgivelser.
 

Stærk intimitet

Sivertson benytter enkle men bestemte virkemidler for at opnå en stærk intimitet: ekstreme nærbilleder, ofte i lidt ujævn beskæring, et til tider ekstremt kontrastmættet farvevalg, lyriske billedsekvenser med fri fortolkning af rum og tid, en høj detaljeringsgrad og ikke mindst en dominerende musikside.

Tilstedeværende humor
Samtidig er det afgørende, at den glimtvis meget tilstedeværende humor skaber et ekstra lag til filmens umenneskelige tematik. Sådan at forstå, at humoren i høj grad er med til at afspænde den ellers evidente klamsved og på samme tid effektivisere alvoren, så den ikke bliver for tung.

Personligt udtryk
Vi er helt fritaget for en villet dramatiserende konstruktion - her er vi ovre i et overbevisende personligt udtryk, der stikker langt dybere. "The lost" slipper godt af sted med sin svulstige brug af musik, fordi hele filmens udtryk er ekstremt, bestialsk, frastødende og larmende.

Rå sexscener
Og instruktørens vekselvirkning mellem stilhed og storm fungerer næsten til perfektion: fra den sarte naturs ro til rå sexscener underlagt umenneskeligt støjende musik. Det er en ekstrem filmoplevelse, der aktiverer sansning på mange niveauer. Uanset hvor ulækkert plottet måtte være, er der tale om en delikat omgang med stoffet, og resultatet er rystende.

Forførende spil
Skuespillet er stærkt og velafbalanceret til det krævende plot. Unge Marc Senter er bag sin sorte øjensminke og påmalede skønhedsplet en uhyggelig teenagemorder. Michael Bowen har et særdeles forførende glimt i øjet som den frustrerede efterforsker Charlie Schilling.

Ubehageligt klimaks
Filmen bygger op til et af de mere ubehagelige klimaks, og man kan tillade sig at stirre tomt ud i luften et par timer efter oplevelsen, særligt efter at også end credits har vist sig at indeholde en talentfuldt velovervejet brug af både tekstgrafik og lyd.