Yes Man (2008)

Jim Carreys gummiansigt kan der med lidt held altid vrides noget morsomt ud af, og det er også tilfældet i denne letbenet overfladiske kærlighedskomedie, der ellers generelt – i langt højere grad end Carreys tidligere film – er en lidt tør standardkomedie.
 

Monoton tilværelse

Carrey spiller en bankmand, der efterhånden finder tilværelsen noget monoton. En overgearet ven opfordrer ham til at melde sig til et "JA-program", hvor en sekterisk guru overbeviser bankmanden om, at ved at sige ja til alt, vil hans tilværelse ændre sig, og den positive energi være overstrømmende.
 

Jasigerens kvaler

Det kommer der naturligvis lidt spas ud af! Det er ikke alt her i livet, man har lyst til at sige ja til. Men når man nu skal, må man fx lægge mellemgulv til et blowjob af en tandløs, 85-årig kvinde...

På den jordbundne måtte
Dette er blot en af flere relativt finurlige situationer, som bankmandens ja'er afstedkommer. Generelt holder filmen sig dog helt nede på den jordbundne måtte, hvor grundplottet er flettet omkring en flirt med en alternativ pige.
 

Herlige øjeblikke

Ind imellem er det hele bare så plat, at komikken smitter, men rigtigt lårklaskende morsomt bliver det desværre aldrig. I et gennemført absurd kollegialt forhold i banken opstår nogle af filmens herligste øjeblikke.

Ubegribeligt tyndt
Resten af tiden indføres vi i en romance, der ikke er stort forskellig fra et utal af øvrige amerikanske romantiske komedier, og det er faktisk til tider en ubegribeligt tynd historie.

Godt humør

Det kan hævdes, at plottet er formet for at skabe godt humør, og det gør det da også. Men forudsigelige mand-møder-kvinde-komedier har vi set til overflod, og Carreys normale skævhed med glimt i øjet udnyttes stort set ikke til at differentiere "Yes Man" fra komediemængden.

Sløjfe bundet på forhånd
Selvfølgelig skal en film som "Yes Man" ikke tages alvorligt. Problemet er til gengæld, at filmen tager sig selv lidt for alvorligt: Kærlighedsplottet er en stor sløjfe, der synes bundet på forhånd.