The Proposition (2005)

Denne australsk/britiske western rummer en række raffinerede spændinger og er visuelt interessant i sit udtryk.

En lang hævnsaga
Det er i denne betagende kombination, at filmen brænder stærkest igennem, for dybest set er plottet ikke stort andet end én lang hævnsaga.
 

Nyudnævnt politimand

En nyudnævnt politimand langt ude i Australiens ødemark har sat sig for at gøre en ende på de indfødtes lovløse livsstil. Samtidig igangsætter han en nådesløs jagt på alle eftersøgte kriminelle, også de hvide, og det får en lokal mand at føle på egen krop.
 

Et ultimatum

Han stilles over for et ultimatum: Hvis ikke, han finder og dræber sin eftersøgte storebror, vil politiet henrette hans lillebror. Det er barske løjer at drage ud i ødemarken med dén besked i bagagen.  Og i sandhedens time er det da også vanskeligt at tage den rette beslutning.

Sælsom hvisken
"The Proposition" er musikeren Nick Caves egentlige debut som filmmanuskriptforfatter, og det er han sluppet ganske pænt fra. Cave har også skrevet den sælsomme musik, der bl.a. – når den fungerer bedst – indebærer hviskende stemmer akkompagnement af den mystificerende australske vildmark.

Let spirituel tilgang
Personerne er, ved siden af det visuelt bemærkelsesværdige univers, filmens stærkeste kort. Ray Winstone og John Hurt er bedst, men egentlig er spillet pænt over hele linjen. I det hele taget står det skæve persongalleri godt til filmens let spirituelt visuelle tilgang til plottet.