Gamer (2009)

    I en nær fremtid styrer computerspillere dødsdømte fanger gennem virkelige baner i det stort anlagte online-spil, Slayers.


    SPIL UDEN GLIMT

    Tankekontrolsteknologi. Det er det fancy nøgleord i denne stort opsatte actionfilm, der kombinerer spil og spillefilm med hovedvægt på spil.

    Kæk idé
    Det er selvfølgelig en kæk idé og sikkert en fascinerende visuel rejse for spilnørder, men som reel film er "Gamer" ikke velfungerende. En morddømt fange sendes i væbnet kamp ude i "den virkelige verden". Det er en moderne metode, der skal give fangerne noget at tænke over, samtidig med at det holder hjulene i gang, så at sige.

    Plaffes på livet løs
    Der plaffes på livet løs, og de fleste fanger, der medvirker i dette hektiske online spil på liv og død, bliver ofre for den virtuelle virkelighed. Anderledes forholder det sig med den morddømte hovedperson, og det kan gå hen og blive et problem for både spiludviklere og fængselsfolk.

    Urolig og voldelig
    "Gamer", der havde dansk biografpremiere i september 2009, er en usædvanligt støjende, urolig og voldelig actionfilm. Der er ikke mange scener, der så at sige hviler i sig selv. Instruktørens mission er tydeligvis at smøre så tykke lag af effekter på, at kernen i filmen udviskes.

    Flaksende "liderlighed"
    Det er i hvert fald ikke lysten til at fortælle en god historie, der trykker. Begæret efter at imponere visuelt og computerskabt overskygger alt, og det er netop denne flaksende "liderlighed", der kvæler alt andet bagvedliggende i filmen. Filmens primære målgruppe må menes at være teenagere (uden den store kritiske sans) samt spiludviklere og voksne spilnørder.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2009, USA, Action, Science Fiction, Thriller, 95 min.

    Dansk titel: Gamer
    Instr: Mark Neveldine Prod: Gary Lucchesi, Tom Rosenberg, Skip Williamson, Richard S. Wright Manus: Mark Neveldine Foto: Ekkehart Pollack Klip: Peter Amundson, Fernando Villena, Doobie White Mus: Robb Williamson, Geoff Zanelli