Alting bliver godt igen (2010)

Endnu engang beviser instruktør Christoffer Boe, at han er en af meget få instruktører herhjemme, der kan og tør skabe film ud over det sædvanlige og med et meget højt niveau af kunstnerisk elegance. "Alting bliver godt igen" er Boes første rendyrkede thriller, men det er bestemt ikke en genrefilm i klassisk forstand. For Boe vender vanen tro vrangen ud på den normaliserede tilgang til historiefortælling og åbner øjne for en komplet overraskende udvikling, pakket ind i en raffineret æstetik.

Vågent mareridt

Filminstruktøren Jacob Falk har rygende travlt og har egentlig ikke meget tid til sit filmprojekt, da han gør ondt værre ved at påkøre en person en mørk aften. Jacob beslutter sig for at flygte fra stedet - med den påkørte mands taske bag i bilen. Denne beslutning bliver begyndelsen til hans livs værste mareridt. Hans film bliver måske aldrig til noget, og den lille dreng, han er ved at adoptere sammen med sin kæreste, kan han måske ikke få alligevel.

Alting kan ændres
Begivenhederne bliver dog yderligere dramatiseret af, at Jakob i den påkørtes taske finder nogle fotografier, der kan ændre alt for lille Danmark - hvis de kommer frem i offentligheden. Fanget i dette spil bliver Jakobs drama først alvorligt farlig.

I en klasse for sig
Boe har i castingen og valget af locations de første trumfkort til at brænde igennem og placere "Alting bliver godt igen" i en klasse for sig i dansk film. Det gælder ikke alene om at have modet, men også indsigten til at finde de rigtige skuespillere og de så tilpas sære eller særegne locations, der gør at filmen både skiller sig ud og vækker opmærksomhed. Detaljerigdommen i filmens æstetik er et kapitel for sig: Inddragelsen af miniaturer og modeller som et naturligt led i det visuelle udtryk er dybt raffineret og et stærkt kunstnerisk greb.

Mange eventyr
I det hele taget rummer Boes visuelle fortælling så mange små eventyr, at de i sig selv er fortryllende. Svøbt omkring et spændende og lettere mystificerende plot fremstår disse virkemidler meget effektfuldt. Boe evner at holde sig på måtten, når begivenhederne for alvor brænder på. Sådan at forstå, at han i det store og hele holder sig fra det overdramatiske i fortællestilen. Dog med mindre brister, som det beskrives sidst i anmeldelsen. Visualiseringen af "det vågne mareridt" er stærk, og Boe anvender bl.a. modlys og blændende sollys i en fin dramatisering af virkelighedens forvirring og manglende orienteringsevne.

Supplerende raffinement
Dramaet ligger næsten helt og holdent i den kunstnerisk elegante behandling af stoffet og kun sjældent i effekterne omkring det: Musik og lyddesign er et supplerende raffinement snarere end en ætsende syre.

Ingen forklaringer

Alting bliver ikke forklaret. Alting bliver ikke åbenbaret. Ingenting er givet, og ingenting går op i en højere enhed i årtiers mest bemærkelsesværdige danske thriller. Vi sansebombarderes gennem halvanden time, så det er en udsøgt fornøjelse, for bombardementet er som nævnt af høj kunstnerisk kvalitet.
 

Den helt store kuldegysning

Når den helt store "kuldegysning" alligevel udebliver, skyldes det en stedvis lettere overproportionering af virkemidler. Det bliver alligevel fristende for Boe at understrege fx det atmosfæriske "tryk" i det dramatiske med det i øvrigt fint afbalancerede lyddesign.

Små brister i vægtningen
Og balancen i anvendelsen af musik er ikke fuldkommen. Der er små brister i vægtningen - oftest som en komplettering af de svulstigste steder i plottet, og det er ikke helt klædeligt for den ellers så tavse Boe. Meget af filmens udstråling kanaliseres gennem det langt mere menneskelige, idet Jens Albinus er et stærkt valg i hovedrollen. Han har en karisma og en skævhed over sig, et fatalt og ængsteligt ansigt, en på én gang raffineret maskulinitet og en sart skrøbelighed.
 

Bredspektret følelsesregister

Marijana Jankovic forbliver troværdig gennem hele sit bredspektrede følelsesregister, Paprika Steens mindre birolle har karakter. Boe har heldigvis også til denne film hentet Henning Moritzen til en kort, men intens optræden. Rasmus Botoft brænder igennem som klam militær(bag)mand, ligesom Søren Malling er skræmmende som læderhandskeklædt dobbeltmand. Bemærk Knud Rohmer i en mindre birolle.