L' enfant sauvage (1970)

François Truffaut har i hovedparten af sine film tematiseret dét, som han selv gennem barndommen gennemlevede: Opvæksten på børnehjem, svigt, misbrug og manglende voksenindsigt i børns verden. I "L'enfant sauvage" bringer Truffaut os i en raffineret simpelt fortalt historie tilbage til året 1798. Her findes en dreng, der hele sin barndom har levet alene og fuldstændig isoleret i skoven.

En idiot og et udskud

Han tages til fange og bringes inden længe til Paris, hvor han anbringes på instituttet for døvstumme, og her betragtes han som en idiot og et udskud. Heldigvis fatter en underviser på instituttet sympati for den vilde og tilsyneladende utæmmelige dreng, og han beslutter at tage drengen med sig hjem i privaten for her at finde ud af, om han kan vænne sig til en civiliseret tilværelse. Drengen har ikke noget sprog og ikke megen tålmodighed med sin nye tilværelse, men det lykkes alligevel hans nye lærer at skabe tryghed i de nye rammer.

Klarhed
Filmen har et stilistisk yderst enkelt udtryk, der bedre end noget andet troværdiggør tiden omkring år 1800. De sarte og stort set naturligt belyste sort/hvide billeder rummer i sig selv en klarhed, der understøtter filmens enkle og hjertelige budskab.

Troværdig vildbasse
Truffaut spiller selv roligt og behageligt den venlige nye plejefar til den vilde dreng. Drengen, der får navnet Victor, er et tilpas kontrolleret instrueret bekendtskab og i det store og hele en troværdig vildbasse. Underlagt fint doseret klassisk musik.