A Single Man (2009)

Et brag af en bilulykke indleder dette æstetiske møde med dybe sjælesorger. Filmen er modeskaberen Tom Fords instruktørdebut, og mange kritikere har slået på, at hans insider-kendskab til form og farver er et helt unikt trumfkort i hans første kunstneriske møde med filmen.

Tung at danse med
"A Single Man" skal dog vise sig at blive en tung film at danse med: Ganske vist er der kælet for detaljerne, men man skal ikke falde på knæ af begejstring alene af dén grund - som mange kritikere øjensynlig gør - men i stedet være kritisk overfor, hvorvidt detaljeringsgraden er et begavet anvendt værktøj eller snarere et registreret varemærke.
 

I dyb sorg

Den midaldrende professor George er i dyb sorg efter at have mistet sin kæreste gennem 16 år i en bilulykke, og nu planlægger han minutiøst at tage sit eget liv - komplet med retningslinjer for, hvordan slipset skal bindes på ham i kisten. Gennem det, han påtænker skal være de sidste dage i livet, oplever han tilværelsens flygtighed og strejf af begær, og spørgsmålet er i sidste ende, om selvmord er den rigtige løsning.

Intelligent beskrivelse
Filmens begyndelse rummer også de stærkeste øjeblikke. Scener af dyb og intelligent beskrevet sjælelig smerte får deres højdepunkt i nærbilledet af Colin Firths sørgende ansigt - og bemærk, at denne scene er helt tavs - og ikke som broderparten af filmen underlagt en nærved konstant standardmusak.

Destruerende musak
Det er klart et af filmens største problemer, at Tom Ford ikke tør blive i den ægte smerte og nærhed. Distanceringen bliver påfaldende i den destruerende musak af Abel Korzeniowski: Komponeret fuldstændig i tråd med hundredvis af øvrige "alternative/independent" filmscores i den helt særlige ligegyldigt skæve tone, som man efterhånden kender alt for godt.

Tabet af ægthed
Prøv at lægge mærke til, hvor meget potentiel stemning musikken kvæler. Det er tabet af ægthed i stedet for tabet af bevidstheden om selvet - hvor sidstnævnte mentalhygiejniske læresætning synes at ligge som en helt oplagt mulig indgang, når man oplever potentialet i historien bag facaden.
 

Ekstrem-æstetik

Og facaden er andet end musikken. Tom Fords ekstrem-æstetik er visuelt lækker, men også en overflod af indpakning, der hæmmer historiens udvikling mere, end den hjælper på vej.

Delikat arkitektur
Forførende, eksotisk og sensuel står denne indpakning med sine stærke kontraster i form og farver: Et utrolig flot produktionsdesign med en delikat arkitektur. Unge mænd med naturligt glatte og veltrænede overkroppe er en fryd for øjet.

Mere sexet end anvendeligt
Det er langt mere sexet, end det er egentlig anvendeligt, og Tom Ford finder i denne sin instruktørdebut ikke balancen mellem personlighed og flamboyance.

Oprigtigt stærk
I skuespillet opleves filmens helt store kvaliteter. Colin Firth er helt oprigtig og meget stærk i hovedrollen, ligesom den ungt delikate Nicholas Hoult bliver sindbilledet på den gudeskønne og frustreret indebrændte homoseksuelle mand anno 1962.