A Single Man (2009)

    En midaldrende homoseksuel professor går ned med flaget, da hans kæreste gennem mange år omkommer i en bilulykke.


    ÆSTETISEREDE SJÆLESORGER

    Et brag af en bilulykke indleder dette æstetiske møde med dybe sjælesorger. Filmen er modeskaberen Tom Fords instruktørdebut, og mange kritikere har slået på, at hans insiderkendskab til form og farver er et helt unikt trumfkort i hans første kunstneriske møde med filmen.

    Tung at danse med
    "A Single Man" skal dog vise sig at blive en tung film at danse med: Ganske vist er der kælet for detaljerne, men der er ingen grund til at lade sig falde på knæ af begejstring alene af dén grund – som mange kritikere øjensynlig gør. I stedet er der grund til at være kritisk overfor, hvorvidt detaljeringsgraden er et begavet anvendt værktøj.

     

    I dyb sorg

    Den midaldrende professor George (Colin Firth) er i dyb sorg efter at have mistet sin kæreste gennem 16 år i en bilulykke, og nu planlægger han minutiøst at tage sit eget liv – komplet med retningslinjer for, hvordan slipset skal bindes på ham i kisten.

     

    Strejf af begær

    Gennem det, han påtænker skal være de sidste dage i livet, oplever han tilværelsens flygtighed og strejf af begær, og spørgsmålet er i sidste ende, om selvmord nu også er den rigtige løsning.

    Intelligent beskrivelse
    Filmens begyndelse rummer også de stærkeste øjeblikke. Scener af dyb og intelligent beskrevet sjælelig smerte når et højdepunkt i nærbilledet af Colin Firths sørgende ansigt, og bemærk, at denne scene er helt tavs – og ikke som broderparten af filmen underlagt en nærved konstant standardmusak.

    Destruerende musak
    Det er klart et af filmens største problemer, at Tom Ford ikke tør blive i den ægte smerte og nærhed. Distanceringen bliver påfaldende i den destruerende musak af Abel Korzeniowski.

     

    Ligegyldig tone

    Komponeret fuldstændig i tråd med titusindvis af øvrige "alternative/independent"-filmscores i den helt særlige ligegyldigt "skæve" tone, som vi efterhånden kender alt for godt.

    Tabet af ægthed
    Prøv at lægge mærke til, hvor meget potentiel stemning, musikken kvæler. Det betyder tab af ægthed i stedet for tab af bevidstheden om selvet, hvor sidstnævnte mentalhygiejniske læresætning synes at ligge som en helt oplagt mulig indgang, når potentialet i historien bag facaden opleves.
     

    Ekstrem-æstetik

    Og facaden er andet end musikken. Tom Fords ekstrem-æstetik er visuelt lækker, men også en overflod af indpakning, der hæmmer historiens udvikling mere, end den hjælper den på vej.

    Delikat arkitektur
    Forførende, eksotisk og sensuel står denne indpakning med sine stærke kontraster i form og farver: Et utroligt flot produktionsdesign i en delikat arkitektur centreret om unge mænd med naturligt glatte og veltrænede overkroppe.

    Mere sexet end anvendeligt
    Det er dog langt mere sexet, end det er egentligt anvendeligt, og Tom Ford finder i denne, sin instruktørdebut ikke balancen mellem personlighed og flamboyance.

    Oprigtigt stærk
    I skuespillet opleves filmens helt store kvaliteter. Colin Firth er helt oprigtig og meget stærk i hovedrollen, ligesom den ungt delikate Nicholas Hoult bliver sindbilledet på den gudeskønne og frustreret indebrændte homoseksuelle mand anno 1962.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2009, USA, Drama, Romantik, Teenagere, Homoseksuelt tema, Thriller, Biler på film, 99 min.

    Dansk titel: A Single Man
    Instr: Tom Ford Prod: Tom Ford, Andrew Miano, Robert Salerno, Chris Weitz Manus: Tom Ford, David Scearce Baseret på: roman af Christopher Isherwood Foto: Eduard Grau Klip: Joan Sobel Mus: Abel Korzeniowski
    Priser
    • AAN - Bedste skuespiller (Firth)
    • GG-N - Bedste skuespiller (Firth)
    • GG-N - Bedste musik
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Moore)
    • BD - Bedste amerikanske film
    • RB-N - Bedste amerikanske film