Avatar (2009)

Det dyreste og muligvis mest spektakulære Hollywood-eventyr i lang tid kom her fra blockbuster-instruktøren James Cameron. Og er man i stand til at lægge de intellektuelle briller på hylden og skifte dem ud med 3D-brillen, vil man være overrumplende underholdt i nærmere 3 timer.

150 år ude i fremtiden

Godt 150 år ude i fremtiden har en gruppe mennesker fundet vej til den fjernt beliggende planet Pandora. De ondeste af disse mennesker er kun ude på at udnytte planetens ressourcer: Derfor skubbes udvalgte artsfæller via en særlig ’kabine’ ud i den pandora'ske virkelighed for at blande sig med de indfødte væsner i forsøget på at blive fortrolige med dem.
 

Ikke gjort af det onde

Blandt de udstationerede mennesker findes også dem, der ikke er gjort af det onde, og i det kropsligt-virtuelle møde med navi’erne bliver de bløde om hjertet og ramt af en indre økolog - og snart er disse rare mennesker i krig mod de onde, militante artsfæller.

Uskyldigt eventyrplot
Ovenstående resume burde tydeliggøre filmens helt og aldeles uskyldige eventyrplot, og det ville være en skam at forsøge at tolke hverken dybt eller overfladisk på Camerons eventyr. Det er spektakulært underholdende, men man må også kunne give slip på sine tærskler for virkeligheden - for "Avatar" er jo i bund og grund én lang omgang forloren hare.

Uendelige muligheder
I det ekstreme visuelle bombardement forføres man, til knæene er møre. Det pandora'ske univers rummer uendelige muligheder og er langt mere raffineret at gå på opdagelse i end selv det sejest koreograferede computerspil. James Cameron har a-niveau i underholdning, og tak for det! Men han har også a-niveau i overdreven brug af James Horner.

Rørstrømsk vammelt
James Horner var en af Hollywoods mest rørstrømsk vamle komponister, og til "Avatar" har han stjålet musik fra Sergej Prokofievs "Krig og fred". Anslaget i hovedtemaet er 100 % copy/pastet.

Stoflighed
Mange scener i filmen er virkelig smukke, og man gribes af stofligheden i mødet med drømmeuniverset: Form og farver og en veludviklet fantasi skaber ekstreme billeder i fantastiske perspektiver. Nok se, men ikke røre: 3D-oplevelsen er imidlertid det tætteste, publikum kan komme på selv at røre navi’erne og deres univers.