Storm (2009)

    En dreng bor alene med sin far i en lejlighed. Da drengen ser en hund blive mishandlet, tager han den med hjem, men kan han beholde den?


    HJERTELIG FAMILIEFILM

    Efter en klassisk, men også god, børnefilmsskabelon præsenterer "Tempelridder"-instruktør Giacomo Campeotto os her for "Storm" – en familiesaga, hvor det gode heldigvis vinder over det onde til sidst.

    Et stort hjerte
    Filmen er bemærkelsesværdig simpel, ind imellem grænsende til det teknisk primitive, men historien har et stort hjerte, og det er denne puls, der sejrer.
     

    Trives ikke i skolen

    Drengen Freddie (Marcus Rønnov) bor alene sammen med sin politimands-far Bjørn (Troels Lyby). Moren er død for fem år siden, og Freddie trives ikke alt for godt i skolen.

     

    Dyremishandling

    En dag overværer han, at en grum mand overfuser og mishandler sit søde lille gadekryds af en hund, og Freddie følger efter mandens bil (hvor han dog cykler hurtigt!) ud til en øde beliggende gård.

     

    Højdramatisk affære

    Efter i nogen tid at have fodret hunden i smug, beslutter Freddie sig (midt under en orkan) for at tage hunden med sig hjem. Da farmand Bjørn opdager dette, må hunden leveres tilbage. Herefter går den vilde jagt for Freddie for at tilkæmpe sig retten til hunden, og dét bliver en højdramatisk affære.

    Harmløse verbale tæsk
    Der er mange fine replikker undervejs, der vil gå rent ind hos især børnene, fx er Gordon Kennedys ynkelige væddeløbsentusiast med puddelhundehår offer for harmløse verbale tæsk, der er ret så herlige.
     

    Kun lige nøjagtigt på det jævne

    Søren Mallings onde portræt af hundemishandleren Simon er ret godt ramt. Til gengæld spiller alle børnene kun lige nøjagtigt på det jævne. Det er hjertelig familieunderholdning, særligt takket være det stærke krammeaspekt i et nuttet hundefjæs med charmeklud.

     

    Smilene kommer frem

    Det er bare ikke muligt at bevare et stenansigt under hele filmen. Smilene kommer helt af sig selv takket være den stærke udstråling i det klassiske retfærdighedsdrama.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2009, Danmark, Drama, Coming of Age, Børn på film, Dyr på film, Biler på film, Familie, 82 min.

    Dansk titel: Storm
    Instr: Giacomo Campeotto Prod: Jennifer Green Kingston, Henrik Møller-Sørensen Manus: Ib Kastrup, Jørgen Kastrup, Gitte Løkkegaard Foto: Bo Tengberg Klip: Martin Schade, Mette Zeruneith Mus: Jacob Moth
    Priser
    • RB-N - Bedste børne- og familiefilm
    • RB-N - Bedste special effects