Storm (2009)

Efter en klassisk, men også god, børnefilmsskabelon præsenterer "Tempelridder"-instruktør Giacomo Campeotto os her for "Storm" - en familiesaga, hvor det gode heldigvis vinder over det onde - til sidst.

Et stort hjerte
Filmen er bemærkelsesværdig simpel, ind imellem grænsende til det teknisk primitive, men historien har et stort hjerte, og det er denne puls, der sejrer. Drengen Freddie bor alene sammen med sin politimands-far, Bjørn. Moderen er død for fem år siden, og Freddie har det ikke alt for godt i skolen.
 

Dyremishandling

En dag overværer han, at en grum mand overfuser og mishandler sit søde lille gadekryds af en hund, og Freddie følger efter mandens bil (som han dog cykler hurtigt!) ud til en øde beliggende gård.
 

Højdramatisk affære

Efter i nogen tid at have fodret hunden i smug, beslutter han sig midt under en orkan for at tage hunden med sig hjem. Da farmand Bjørn opdager dette, må hunden leveres tilbage. Herefter går den vilde jagt for Freddie for at tilkæmpe sig retten til hunden, og det bliver en højdramatisk affære.

Harmløse verbale tæsk
Der er pænt mange fine replikker undervejs, der går rent ind hos især børnene, fx er Gordon Kennedys ynkelige væddeløbsentusiast med puddelhundehår offer for harmløse verbale tæsk, der er ret så herlige.
 

Kun lige nøjagtig på det jævne

Søren Mallings onde portræt af hundemishandleren Simon er ret godt ramt. Til gengæld spiller alle børnene kun lige nøjagtigt på det jævne, og det lægger de voksne irriterende meget mærke til, men næppe børnene.

Stærkt kramme-aspekt
Det er hjertelig familieunderholdning, særligt takket være det stærke kramme-aspekt i et nuttet hundefjæs med charmeklud, og det er ikke muligt at bevare stenansigtet under hele filmen. Smilene kommer helt af sig selv takket være den stærke udstråling i det klassiske retfærdighedsdrama. Hermed en anbefalet dansk familiefilm.