Det som ingen ved (2008)

Søren Kragh-Jacobsen havde et personligt ønske om at skabe en film i thrillergenren, og samtidig skulle hans tiende film i karrieren være noget særligt. Derfor måske denne stort opsatte, Hollywood-agtige thriller med ramasjang og tjubang.
 

Omrejsende gøgler

For at tage tråden op fra de mange børne- og ungdomsfilm vælger Kragh-Jacobsen at lade filmens hovedperson være omrejsende gøgler. På skoler og institutioner optræder han med hånddukker og sjove stemmer, og det er i store træk hans liv: Konen vil gå fra ham, og datteren er i de umulige teenageår.
 

En ubehagelig fortid

Hans afdøde far var noget stort inden for Forsvarets Efterretningstjeneste, og gøglerens søster har forsket i en ubehagelig fortid, som ingen ønsker ser dagens lys. Da søsteren åbenbart har haft nallerne for langt fremme, bliver hun myrdet, og nu skal gøgleren passe alvorligt på for ikke at lide samme skæbne.

 

Professionel uden kunstnerisk præg
"Det som ingen ved" er en professionel, godt skåret standard-thriller. Intet nyt under solen, ingen originale twists, ingen anderledes roller. Kort sagt: Håndværk uden kunstnerisk præg, og som sådan pænt underholdende.
 

Fyldt med kendisser

Rollebesætningen er imponerende fyldt med kendisser, og langt de fleste præsterer pænt. Baard Owe synes maltrakteret fejlinstrueret i en lille birolle, hvor han er underligt ringe. Der er knald på effekterne, skruet op for musikken, og fordi filmen er kofinansieret med svenskerne, benytter Kragh-Jacobsen sig behændigt af svenskernes politihelikoptere til at skabe et internationalt look. Også Øresundsbron spiller en vigtig rolle, dog ingen helikopterskud hér, hvilket ellers synes oplagt i filmens stil.

Fokus på almen paranoia
Kragh-Jacobsen har tydeligvis ønsket at skabe en "overvågningsthriller". Der er evig fokus på kameraer og almen paranoia (kameraerne summer og beeper i øvrigt som oftest, når vi ser dem – det gør overvågningskameraer jo!). At forestille sig filmen som observeret med et overvågningskamera – Anders W. Berthelsen udstyret med et kamera på en ti meter lang stang efter sig – er dog en illusion, men et kunstnerisk ønske fra instruktøren.