I Never Sang For My Father (1970)

Instruktøren Gibert Cates var kendt og berømmet for sin stærke personinstruktion, og dén gode egenskab bliver bekræftet i dette fortættede far/søn-drama.

Melvyn Douglas’ film
Det er fuldstændig Melvyn Douglas’ film. Den daværende knapt 70-årige Douglas leverer en præstation, der ikke kan andet end gå dybt under huden, og dette er filmens helt unikke styrke.
 

Alene tilbage

Douglas spiller den 80-årige, småsenile Tom Garrison, hvis kone er terminalt syg. Da hun dør, står sønnen Gene (Gene Hackman) mere eller mindre alene tilbage med den mentalt sårede, men dominerende far, der ikke kan eller vil acceptere, at sønnen flytter til Californien til sin nye kærlighed.

Nærved usentimentalt
"I Never Sang for My Father" forbliver (næsten) usentimental på grund af det intense fokus på skuespillet. Der er sat den nødvendige tid og omsorg af til at skabe et troværdigt billede af det komplicerede forhold mellem en far og en søn.

1970’er-fortællestil
Filmens 1970’er-fortællestil fornægter sig ikke, komplet med synthesizermusik og kameraet i liflige zoombevægelser samt "prædogmatisk" håndholdte rysteture.

Afmagt og forfald

Portrætterne af Gene Hackmans rekognoscerende rundture på plejehjem er rent faktisk hårrejsende ækle – lige en tand for musikalsk dramatiserede, men gode sindbilleder på afmagt og forfald.