The Boy in the Striped Pyjamas (2008)

Denne britisk/amerikanske koproduktion ligner så absolut mest af alt en billig tv-film, selvom der ikke er sparet på det polerede look.

Primitiv anglificering
Der er næppe dén scene i filmen, der ikke er "nuttet" arketypisk – tilført en jammerligt timet og gennemført primitiv anglificering af alle personer.

Tyndslidt elendigt spil

Vi har den grumme nazileder, hans naive kone, der bryder sammen (i tyndslidt elendigt skuespil), da hun erfarer, at man brænder jøder af i flæng i hendes nye baghave.
 

Skræller familiens kartofler

Vi har desuden den ekstraordinært svækkede (men ikke tilsvarende ekstraordinært svækket udseende) jøde, der i stribet "pyjamas" – sådan oplever drengen det – skræller familiens kartofler.
 

Pyssenysset og naiv

Og ja, så har vi drengen i hovedrollen, den pussenussede, lille, naive legetøjs-flyvemaskinedreng iført små tweedshorts og trutmund, der glad og i gadedrengeløb finder naboens elektriske hegn en underlig hindring. Storesøster udvikler – i kraft af undervisning fra en privatlærer – stor sympati for Hitlerjugend. Det kan da kun ende galt?

Sovset James Horner-musik
Den altid ørehænger-duelige James Horner har skrevet en sovset musik (som sædvanlig) med synthesizer-strygere, der synes at passe perfekt til dette lille nuttede drama.

Aldrig gribende

Selvom historiens skal er barsk og tragisk, er det alligevel arketyperne, der dominerer. Det betyder, at begivenhederne aldrig bliver gribende. Tilbage er en poleret strimmel nuttet nonsens.