Rails & Ties (2007)

Clint Eastwoods datter, Alison, beviser, at hun også kan instruere film: Her en ganske hæderlig en af slagsen, om end på grænsen til det drivende sentimentale.
 

Håndklædet i ringen

En sammenbidt lokomotivfører bliver af sine kolleger rådet til ikke at føre tog. Hjemme er hans kone nemlig uhelbredeligt syg. Kræften har bredt sig til knoglerne, og hun har kastet håndklædet i ringen.

En kvinde torpederes
Skæbnen vil, at en deprimeret kvinde parkerer sin bil på tværs af sporene, så hun ikke kan undgå at blive torpederet. Kun med nød og næppe når kvindens 11-årige søn at redde livet. Nu er lokomotivføreren selvsagt traumatiseret af ulykken, og realiteterne omkring konens sygdom gør ham endnu mere trist.

Brug for tryghed
Da den overlevende dreng opsøger parret for at skælde lokomotivføreren ud, fornemmer den kræftsyge kone hurtigt, at han har brug for tryghed, og han får - meget mod lokomotivførerens ønske og i skjul for myndighederne - lov at blive boende. Nu må de alle tre lære at leve med, at lykken er på lånt tid.

Den tykke pensel
Som man næsten kan fornemme ud af ovenstående, er der malet med den helt tykke pensel i dette skrøbeligt rørende drama. Skrøbeligt, fordi vi får det hele malet ud over det hele, og vi er på grænsen til at løbe skrigende væk. Rørende, fordi den fine lille historie om svigt, kærlighed, død og afsked alligevel er så dygtigt iscenesat og spillet, at man riskierer at blive varm om hjertet.

En betagende ro
Først og fremmest er der en betagende ro over filmen: Den tager sig tid til sine stemninger, og grundigheden er ikke underkastet effekter; musikken er ofte dygtigt sparet væk. Det skaber rum til ægte skuespil, og det lykkes for både Marcia Gay Hayden og Kevin Bacon at udstråle tro på den smertefulde historie.

Sejr over sentimentaliteten
Den største effekt på hele filmens sejr over sentimentaliteten er dog den charmerende dreng og hans betydning for parret.