Rachel Getting Married (2008)
En ung kvinde på afvænning deltager i sin søsters bryllup, og intrigerne springer.
ALL-AMERICAN NIGHTMARE
"Rachel Getting Married" er Jonathan Demmes independent look alike-filmdebut og portrætterer en endeløs strøm af forstillet social omgang omkring et stort bryllup.
Tager sig selv alvorligt
Filmen synes at tage sin egen tematik omkring det dysfunktionelle meget alvorligt. Der er intet ophold i de pinlige optrin, intrigerne og det mellemmenneskelige drama, der holder liv i alt ondt her på Jorden.
Uophørlig snak
Der snakkes først og fremmest næsten hele tiden. Hører man efter, er dialogen udelukkende negativ, alle personerne involveret har så stort et ego, at det slår gnister, men kun på et meget irriterende plan.
Chok, chok, chok!
Der lægges hele tiden op til, at dramaet i næste scene bliver endnu mere heftigt, og det gør det ikke overraskende også. Det bliver til en regulær lussing i studiet af, hvor fabelagtigt ensporede mennesker kan være.
Kørt af sporet
Nu er det jo ikke filmens skyld, at menneskeheden generelt betragtet er kørt af sporet. Men Jonathan Demmes klæbrige fortællestil gør ondt værre ved at pløre rundt i det intrigante og overfladiske, som var det dyrkelsen af en truet dyreart.
Skævt og krampagtigt
Det fungerer ikke, når Demme serverer bekendelsestaler og familiære undskyldninger med håndholdt kamera. Det er en skæv og krampagtig tilgang til det banalt sensationsprægede stof og understreger den dobbelte distance til liv og nærhed.
Påtaget
Det bliver pinligt, snarere end oprigtigt, når selv fortællestilen synes at pleje det store indre drama. På intet tidspunkt har filmen en egentlig udstråling. Den er påtaget indadvendt; derfor forekommer kameraføringen og den kompromisløse musikløshed også påtaget. Intet kommer ud af en forbindelse til det virkelige liv, men af et ønske om at servere det uægte, så der er en eftersmag af sensation.
Ulideligt støjende
På trods af den diminutive brug af musik, er der tale om en ulideligt støjende film. Alle forberedelser og festligheder, skænderier og intriger er i flere dimensioner ren støjforurening. Heller ikke her kan filmen falde til ro, men har travlt med at pleje sit eget ego og "identiteten" som mellemmenneskeligt drama.
Perfidt og forstillet
Ikke overraskende følger skuespillet samme mønster og er låst fast i det perfide og forstillede drama. Det er i sandhed ikke en positiv film, men negativiteten er på en dræbende måde historiens "positive" energi. Det må være en drømmefilm for alle ugebladslæsere og folk med et meget stort ego.
Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2008, USA, Drama, Romantik, 113 min.
Dansk titel: Rachel Getting Married- Anne Hathaway (Kymmie)
- Bill Irwin (Paul)
- Rosemarie DeWitt (Rachel)
- Roslyn Ruff (Rosa)
- Sebastian Stan (Walter)
- Debra Winger (Abby)
- Anna Deavere Smith (Carol)
- Darrell Larson (Group Leader)
- Maria Dizzia (Wedding Guest)
- Annaleigh Ashford (Cashier)
- Mather Zickel (Kieran)
- Daphne Rubin-Vega (Wedding Guest)
- Marin Ireland (Angela Paylin)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste skuespillerinde (Hathaway)
- GG-N - Bedste skuespillerinde (Hathaway)