Præsten i Vejlby (1931)

Filmatiseringer af Steen Steensen Blichers novelle:

Præsten i Vejlby (1922)

Præsten i Vejlby (1931)

Præsten i Vejlby (1960)

Præsten i Vejlby (1972)

Den første rent dansk producerede tonefilm blev en stor publikumssucces, og det skyldtes ikke kun det spændende nye i at kunne høre stumfilmsstjernerne tale i biografen. Også George Schnéevoigts fortolkning af Steen Steensens Blichers historie vakte jubel.

Twists and turns
Fleming Lynges manuskript har ellers sørget for et par twists and turns, der arter sig fint til dansk tonefilms debut: Således slutter filmen ikke helt så tragisk som sit forlæg.

Rigelig malurt
Der er da også rigelig malurt at forholde sig til i forvejen, når Gerhard Jessens storbonde, Morten Bruus, på sin egen forbitrede måde sørger for at få den lille præstefamilie Quist ned med nakken.

Dømt til døden
Da han ikke kan få præstedatteren Marie, får han det til at se ud som om, den ærbare præst har slået sin gårdskarl og storbondens bror Niels ihjel. Og det betyder, at den nyankomne og nyforelskede (i præstedatteren) herredsfoged, Erik Sørensen, må dømme præsten til døden.

Mørk fortolkning
"Præsten i Vejlby" er en temmelig vellykket mørk fortolkning af Steensen Blichers 1600-tals-drama, og filmen skal i hvert fald ikke skældes ud for sin spage dans med toneteknikken. Faktisk står den knappe dialog og det næsten totale fravær af underlægningsmusik – trods endnu primitiv optageteknik – som en fin dansk markør på overgangen mellem stum og tone.

Stramt stiliseret
Valdemar Christensens fotografering er stramt stiliseret og bærer præg af høj grad af kunstnerisk fortællelyst. Således udstråler filmen i de mest vellykkede scener en stil i retning af både Dreyer og Bergman, uden sammenligning i øvrigt.

Teatralske levn
Skuespillet har sine vanskeligheder med at brænde helt troværdigt igennem, hvilket bl.a. skyldes, at det teatralske levn fra stumfilmstiden af naturlige årsager endnu ikke er vasket helt af vanedragten.

Det store kærlighedsdrama
Henrik Malbergs præst og Kai Holms dåre-gårdskarl giver filmens fineste portrætter, ligesom Karin Nellemose er både sød og skrøbelig som præstedatteren, om hvem hele det store kærlighedsdrama med et kriminal-twist drejer.

Kreativ start
I øvrigt meget kreativt at starte med at præsentere filmenes hovedpersoner med sirlige navneskilte og levende billeder: Ikke en stil, der siden er blevet anvendt voldsomt meget i tonefilmen.