Armadillo (2010)

Uden tvivl sat i verden som en øjenåbner, går dokumentaren "Armadillo" med bag facaden og ud i åben krig: Danskerne skal have virkeligheden serveret med aftenkaffen!

Krigsadrenalin

"Armadillo" præsenterer de unge danske soldaters hverdag mellem vejsidebomber og medbragt porno – med andre ord en skildring af de forskellige facetter af at være langt væk hjemmefra og midt i en forhøjet gennemstrømning af krigsadrenalin.

Sjældent indblik
Et langt stykke hen ad vejen lykkes det instruktør Janus Metz at fange og fastholde sit publikum – og gennem seriøst virkelighedsnære feltoptagelser at give et sjældent indblik i krigsførelsens kollektivt nødvendige gru. Hvad, der især er barskt ved dokumentarfilmen, er den bagvedliggende massepsykose blandt unge danske mænd.

"Støt vore soldater"
Og den passive, folkelige støtte blev givet endnu mere udtalt herhjemme, efter at "Armadillo" havde haft premiere. Nu ville antallet af "Støt vore soldater"-klistermærker på familiebiler eksplodere!

Krigsdriften
Driften i retning af at drage ud i åben krig kommer ud af en kulturskabt kedsomhed, en rastløs søgen efter udefrakommende spænding, et opsøgende arbejde udi kollektiv smerte – baseret på årtusinders mellemmenneskelig konflikt.

Ingen kritiske spørgsmål

"Armadillo" stiller ingen kritiske spørgsmål, men lader tilskueren selv mærke efter. Uden tvivl er de psykiske strømninger og efterkomplikationer dog, hvad filmen formår at formidle bedst.

Filmammunitionen er klar
For det er ikke overladt til fantasien at mærke efter! Janus Metz har ammunitionen klar i filmbæltet: Musik og lyddesign skal sikre, at ingen stemning eller følelse får lov at stå alene.

Angsten for virkeligheden

Angsten for virkeligheden i virkeligheden er således udtalt. Dét er netop fatalt: Hvad er meningen med dokumentarisme, hvis virkeligheden spartles ud med brummende synthesizere og svulstige cellocrescendoer?

Vænnet til musik
Jovist – publikum er jo vænnet til, at "film er underlagt musik". Selvom en film skildrer virkeligheden og er midt i den, er det altså "nødvendigt" at hyre en komponist og et symfoniorkester.

Ikke virkelig tavs

Hvis filmen var virkelig tavs, ville publikum vel løbe skrigende bort, ude af stand til at magte virkelighedens lyde...? Tankevækkende tese i filmisk og psykologisk forstand. Spørg din nabo i biografen, hvad han eller hun har af mening om musikken i filmen, og de fleste vil end ikke have bemærket den.

Relativt tæt på virkeligheden
Men tilbage til billederne bag musikken så at sige: "Armadillo" har en mission, politisk og folkeligt. Fordi den er så relativt tæt på virkeligheden, har den vundet store internationale priser. Man forestiller sig ikke amerikanerne producere en dokumentarfilm om krigsførelsen på disse præmisser.

Ikke afskrækkende
"Armadillo" vil med stor sandsynlighed ikke afskrække unge mennesker fra at søge ind i militæret. Skildringen af sammenholdet og spændingen vil nemlig stadig virke tiltalende for den rastløst rodløse.