JCVD (2008)

Der er givetvis rigtigt mange Jean Claude Van Damme-fans over hele verden, der er blevet voldsomt skuffede over denne kvikke lille belgiske overraskelse af en film.
 

Lettere intellektuel film

For den er alt andet end vanlig hjernedød action med slet skuespil – som ellers er Van Dammes varemærke. Tværtimod er der tale om en udfordrende og egentlig lettere intellektuel film, der bryder med flere normale narrative spilleregler.
 

En kende søgt

Ganske vist kan det ikke fornægtes, at fortællestilen er en kende søgt. Talrige film har før "JCVD" kikset forsøger at overraske og overrumple ved at tage tempoet ud, gentage sekvenser og vende op og ned på tid og sted.

Dobbelt overraskelse
Ikke desto mindre udgør "JCVD" en dobbelt overraskelse, der er fræk som en slagterhund. Det er nemlig ikke så meget selve den narrative spejlvending og alle de særprægede indgange til at fortælle historien, der er filmens egentlige plus.

Spiller sig selv
Det er en langt større overraskelse, at Jean Claude Van Damme ved at spille sig selv i en tragikomisk film rent faktisk beviser, at han ikke er en talentløs skuespiller.

Livlig selvironi

Van Damme er i filmens handling midt i en trættende retssag (der i øvrigt rummer megen livlig selvironi), og han haster af sted til posthuset for at overføre nogle vigtige penge til sin advokat.

En skør skæbne

Skæbnen vil imidlertid, at han bliver taget som gidsel af et lille kuld røvere, der straks meget behændigt udnytter kendissen til at lade omverden tro, at han er den onde røver Filmen forløber herefter med at skildre den aparte situation fra flere vinkler, hvilket blandt andet indebærer en sprælsk omgang med tidsdimensioner.

Kvasi-intellektuelt image
Den grumsede og let formørkede fotografiske filtrering forstærker filmens kvasi-intellektuelle image, og da Van Damme på et tidspunkt højtideligt hejses op fra begivenhedernes hektiske stress for at bekende sine dybeste følelser direkte til kameraet, er vi virkelig ude, hvor kernen af Van Dammes sædvanlige fans løber skrigende væk.

Fint afmålt selvironi
Det er langt hen ad vejen den fint afmålte selvironi, der bærer det særprægede plot på hænder og fødder. Samtidig glæder det, at der ikke er et konstant bombardement af lydeffekter og filmmusik. Filmen er langt fra musik- og lydløs, men anvendelsen er mere i tråd med den bizarre stil end en misforstået stemningsforlængelse.