Das weisse Band (2009)

Den østrigske instruktør Michael Haneke fortsætter sin enestående oprigtige stil med dette hudløse og psykologisk kompromisløse drama. Som tilskuere føres vi således også med "Das weisse Band" ind i en meget sort verden af svig, smerte, jalousi, selviskhed, afmagt og underkastelse.

Det mentale mørkekammer
I den forbilledligt æstetisk rene sort/hvide fotografering understreges det mentale mørkekammer på skræmmende vis, i en grad, der hensætter til den tid, hvor filmens handling udspiller sig – i tiden op til 1. verdenskrig.
 

Hårdt patriarkalsk orden

I en lille tysk landsby hersker en hård patriarkalsk orden. Byens børn er alle helt og aldeles underlagt deres fædres lussinger og ikke mindst mentale afstraffelsesmetoder.
 

Ikke muligt at gøre oprør

Uden mulighed for at flygte eller gøre oprør er det bare med at modtage de piskeslag og tilsvinende ord, som de sammenbidte mænd sender af sted.
 

Uskyldens farve

Som tegn på at børnene har gjort i nælderne bindes et hvidt bånd om deres pander. Uskyldens farve skal få dem på bedre tanker. Koner og elskerinder lægges også for hån. Det er et sammenbidt helvede, der synes umuligt at vriste sig fri af.
 

Spildte kræfter

Byens unge lærer forsøger forgæves at grave sandheden frem i forbindelse med en række mystiske voldshandlinger i landsbyen, men forgæves.

Mester i ærlighed
Michael Haneke er mester i ærlighed på film. Dette mærkes bl.a. gennem det totale fravær af musik og den alt andet end sensationssøgende fotografering og klipning. Det er de rå begivenheder, der spiller hovedrollen, og de er trukket helt frem foran næsen på tilskueren.

Personlig instruktion
Den enkelte skuespiller, fra de mindste børn til de mest sadistiske voksne, har hver især modtaget en meget stærk og personlig instruktion. Det fornemmes tydeligt i detaljeringsgraden – i alt fra mimik til diktion.

Ubrudt forbindelse
I så fortættet et drama er skuespillet af allerstørste betydning, og resultatet af Hanekes følte menneskelige indsigt er mærkbart, idet de mange personligheder formidles i en ubrudt forbindelse skuespiller og tilskuer imellem.

Facetteret udforskning
Grundstemningen filmen igennem er særdeles sort, men der er samtidig plads til en mere facetteret udforskning af de mest centrale personligheder.
 

Fritaget for muisk

Hvor Hanekes film er formidabelt fritaget for musik, er den eneste "støj" undervejs den tilbagevendende fortællerstemme: Et gennem filmhistorien ofte anstrengt narrativt greb, især misbrugt i talrige såkaldte kunstfilm.

Skønhed og ro
Men stemmen bliver hér aldrig dominerende. Den fungerer blot som et samlingspunkt for de mystiske begivenheder bag facaden. Skønheden, roen og den fuldendte æstetik omkring stemmen er så forførende, at der ofte slet ikke er sanser tilovers til overhovedet at ænse ordene.
 

Fantastiske skuespillere

Alle skuespillere, inkl. børnene, er som nævnt fantastiske, men hvis enkelte skuespillere skal trækkes frem må det være Rainer Bock som lægen, Burghart Klaussner som pastoren og Susanne Lothar som jordemoderen.

Naturen binder sammen
Haneke og hans fænomenale cheffotograf Christian Berger bruger naturen meget i billederne – ofte som intermezzi mellem de psykisk udmattende begivenheder. Hér er fortællerstemmen lagt på, men bagved fornemmes stadig de smukke lyde fra naturens egen puls.