Das weisse Band (2009)

Den østrigske instruktør Michael Haneke fortsætter sin enestående oprigtige stil med dette hudløse og psykologisk kompromisløse drama.

Som tilskuer bliver man ført ind i en meget sort verden af svig, smerte, jalousi, selviskhed, afmagt og underkastelse.

Det mentale mørkekammer
I den forbilledligt æstetisk rene sort/hvide fotografering understreges det mentale mørkekammer på skræmmende vis, i en grad hvor man føler sig hensat til den tid, hvor filmens handling udspiller sig, i tiden op til første verdenskrig.

I en lille tysk landsby hersker en hård patriarkalsk orden. Byens børn er alle helt og aldeles underlagt deres fædres lussinger og ikke mindst mentale afstraffelsesmetoder.

Uden mulighed for at flygte eller gøre oprør er det bare at modtage de piskeslag og tilsvinende ord, som de sammenbidte mænd sender af sted.

Som tegn på at børnene har ’gjort i nælderne’ bindes et hvidt bånd om deres pander. Uskyldens farve skal få dem på bedre tanker.

Koner og elskerinder lægges også for hån. Det er et sammenbidt helvede, der synes umuligt at vriste sig fri af.

Byens unge lærer forsøger forgæves at grave sandheden frem i forbindelse med en række mystiske voldshandlinger i landsbyen, men forgæves.

Mester i ærlighed
Haneke er mester i ærlighed på film. Dette mærkes bl.a. gennem det totale fravær af musik og den alt andet end sensationssøgende fotografering og klipning.

Det er de rå begivenheder, der spiller hovedrollen, og de er trukket helt frem foran næsen på tilskueren.

Personlig instruktion
Den enkelte skuespiller, fra de mindste børn til de mest sadistiske voksne, har modtaget en meget stærk og personlig instruktion. Det fornemmer man tydeligt i detaljeringsgraden - fra mimik til diktion.

Ubrudt forbindelse
I så fortættet et drama er skuespillet af allerstørste betydning, og resultatet af Hanekes følte menneskelige indsigt er mærkbart, idet de mange personligheder formidles i en ubrudt forbindelse skuespiller og tilskuer imellem.

Facetteret udforskning
Grundstemningen filmen igennem er særdeles sort, men der er samtidig plads til en mere facetteret udforskning af de mest centrale personligheder.

Hvor Hanekes film er formidabelt fritaget for musik, er den eneste ’støj’ undervejs den tilbagevendende fortællerstemme: et gennem filmhistorien ofte anstrengende narrativt greb; misbrugt i talrige kunstfilm.

Skønhed og ro
Men stemmen bliver aldrig dominerende. Den fungerer blot som samlingspunkt for de mystiske begivenheder bag facaden. Skønheden, roen og den fuldendte æstetik omkring stemmen er så forførende, at man ofte slet ikke har sanser til overs til overhovedet at ænse ordene.

Alle skuespillere, inkl. børnene, er som nævnt fantastiske, men hvis enkelte skuespillere skal trækkes frem må det være Rainer Bock som lægen, Burghart Klaussner som pastoren og Susanne Lothar som jordemoderen.

Naturen binder sammen
Haneke bruger naturen meget i billederne; ofte som intermezzo mellem de psykisk udmattende begivenheder. Her er fortællerstemmen lagt ind over, men bagved fornemmer man stadig de smukke lyde fra naturens egen puls.